Det var en vaskeægte haj-sensation, da Den Blå Planet for 2-3 uger siden fik zebrahajunger, som det første akvarie i Danmark nogensinde.
Siden har de fået stor opmærksomhed fra dyrepasser og gæster og følgere på Facebook, hvor mange hundredetusinder har set, hvordan det ser ud, når en zebrahaj kommer til verden.
Vi har også fortalt historien om, hvordan at vi blev nødt til at give hajungerne sondemad, fordi de havde svært ved at spise selv, og mange har spurgt til, hvordan det er gået med dem. Som man kan høre dyrepasser Mia Rasmussen sige i videoen ovenfor, så er forløbet gået tilfredsstillende.
Se også: Sensation: Den Blå Planet er blevet en zebrahaj rigere
Den ene zebrahaj er stadig på støttehjul
Sondemaden har virket godt. Så godt, at den ene unge ikke længere behøver at få kost ind på den måde, da den har lært at spise selv. At den så kun vil spise dyre fødevarer som frisk østers og blæksprutte, jamen det viser jo bare, at den har god smag.
Den anden hajunge er stadig lidt på støttehjul og får ekstra kost med sonden, men den kan også godt spise selv. Håbet er naturligvis, at sonden snart kan pakkes væk.
Næste step bliver at lære dem at spise flere typer fisk, så de får en varieret kost.
Se også: Zebrahajunger til sundhedsplejerske
Det bedste er at vise zebrahajungerne til gæsterne
Dyrepasser Mia Rasmussen ligger ikke skjul på, at selvom det personligt er en drøm for hende, at passe så særlige dyr, så er det bedste alligevel at vise hajungerne frem til Den Blå Planets gæster.
Mia Rasmussen har ofte fortalt om den voksne zebrahaj i Oceanet, når der dagligt er speak ifm. fodring. Spørgsmål nr. 1 har altid været, hvorfor den har zebra i sit navn, når hajen har prikker. Det er nu blevet meget sjove at forklare, fordi at man kan gå ind og se på de to små zebrahajunger og se deres smukke hvide striber.
Det kan være svært at forstå, at der er tale om samme art, men sådan er naturen så fantastisk.