Velkommen til Havet for længe siden
Længe før, der var mennesker på Jorden, myldrede havene med liv. Fra gigantiske havøgler til bizarre skabninger, der ikke minder om noget, vi kender i dag. Fortidens hav fortæller en fascinerende historie om livets opståen og om dengang, dine forfædre kravlede op af vandet og flyttede på land. Havets historie er nemlig også din historie. Samtidig er den en fortælling om voldsomme ændringer i klima og miljø og dets betydning for arters overlevelse.
Velkommen til havet som du aldrig har set det før.
Kom helt tæt på fortidens giganter
Udstillingens omdrejningspunkt er 10 modeller af de mest spektakulære havdyr, der nogensinde har levet.
Modellerne er i fuld størrelse og repræsenterer et udpluk af de mest betydningsfulde dyr i havets over 550 millioner år lange historie. Fra gigantiske skalbærende blæksprutter på størrelse med varevogne til den 11 meter lange megalodon – hvidhajens forfader.
En undersøisk tidsrejse
Nutidens oceaner er en afspejling af 550 millioner års imponerende historie; en historie om den natur, der omgiver os, og som vi lever i lige nu. Selv vores egne kroppe gemmer denne historie og afslører vores slægtskab med fiskene, der gik på land.
Kom med på en undersøisk tidsrejse i en historie om storhed og fald med udgangspunkt i nulevende dyr og 1:1-modeller af fortidens mest spektakulære havdyr. En historie om et barskt hav, hvor den bedst tilpassede overlever.
Med særudstillingen ’Havet for længe siden’ sætter vi fokus på havets vigtige rolle som livsskabende miljø og beskriver havets historie – fra livets begyndelse til den dag i dag.
Tak til følgende fonde
- Knud Højgaards Fond
- Novo Nordisk Fonden
- Augustinus Fonden
- Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond
- Louis Petersens Legat
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
- 15. juni Fonden
- Beckett-Fonden
- Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
- Frimodt-Heineke Fonden
- Toyota-Fonden