Livet i havet begynder med vores runde gule sol. Uden solen vil der ikke være fisk eller liv i det hele taget. Solens energi går direkte i det encellede planteplankton og danner biologisk grundlag for alle havets fødekæder. Planteplankton er den ene af to hovedtyper plankton.
Se også: Bliv hav-detektiv og løs mysterier i efterårsferien
Planteplankton ender i en hammerhaj
Et nærmest uendeligt antal planteplankton forsyner havet med organisk stof, energi og ilt, som alle andre havlevende organismer labber i sig. I sidste ende er det produktionen af planteplankton, der bestemmer, hvor stor produktionen af fisk kan blive. Undervejs kan der dog ske meget.
Planteplankton er mikroskopiske alger, der bliver ædt af den anden hovedtype af plankton, dyreplankton, der er smådyr, som svæver frit i havet. Dyreplanktonet bliver ædt af småfisk, som så igen fortæres af større fisk og endelig kan det være en hammerhaj, der tager sidste bid. En sådan række af organismer, der æder hinanden, kaldes en fødekæde:
Planteplankton —> dyreplankton —> småfisk —> rovfisk
Hammerhaj ender som dagens ret
Der er ikke mange havdyr, som vil bide skeer med en fuldvoksen hammerhaj. Den får lov at være i fred og skal ikke se sig over skulderen, hvis den altså havde en skulder. Den lever roligt uden at frygte større rovdyr. Men når den dør, bliver den hurtigt transformeret til dagens ret i den store ocean-bistro.
Når en død hammerhaj falder i frit fald mod den mørke havbund, kan det være, at der er en anden sulten haj, som når at få en luns kød med i farten. Og med mindre der er større dyr som får fat i den, så kan det næste angreb komme fra nogle af havets mindste organismer: bakterierne.
Bakterier “elsker” hammerhaj og alt andet organisk materiale, som kan nedbrydes og fordøjes. Så på den måde bliver en af havets mest berygtede rovdyr spist af anonyme og mikrosmå skabninger, som dog er uhyre vigtige for økosystemet.
Bakterierne er de vigtigste organismer, når organisk stof skal nedbrydes. Der findes mange forskellige slags, der hver især har specialiseret sig i hver sin type af nedbrydningen
Never ending story
Også begynder historien forefra. Bakterierne danner næring til algerne, som så ædes af vandlopper, og så går det derudaf. Mindre dyr bliver spist af større dyr og en dag kan det være, at endnu et dyr ender i gabet på en sulten hammerhaj.