Havskildpadden skal hedde...

Havskildpadden skal hedde...

Den Blå Planets 90 kg tunge havskildpadde har fået et navn.

Fakta
• Navn: Uægte karette

• Videnskabeligt navn: Caretta caretta

• Vægt: op til 170 kg. Den nye vejer allerede ca. 60 kg

• Opvækst: Klækket fra æg og opvokset i et fransk akvarium

• Udbredelse: Uægte karatte lever i subtropiske og tempererede områder (Wallace et al. 2010).

Gaia.

Det er navnet på Den Blå Planets store havskildpadde, som kan ses i akvariets største tank, Oceanet.

Navnet har været længe undervejs. Egentlig behøver en havskildpadde ikke at have et navn. Langt de fleste dyr på Den Blå Planet har ikke navne, det vil fx være en hård opgave, at skulle navngive alle sildene, men det er praktisk at have navne til de store dyr, som der er få af. Fx hedder de to havoddere Agnes og Mojoe.

Læs også: Nærkontakt med havskildpadde

Gaia betyder moder jord

Der har været mange gode bud på, hvad havskildpadden skulle hedde, ikke mindst fra Den Blå Planets gæster, der på Facebook er kommet med mange foreslag. I sidste ende var det dyrepasserne, som blandt alle foreslagene valgte navnet Gaia. Det stammer fra græsk mytologi, og kan oversættes til moder jord.

Læs også: 10 ting du (måske) ikke vidste om havskildpadder

Navnet fortæller historien om, at havskilpadder er kosmopolitter. Ikke mindst havskildpaddearten Caretta Caretta, som er den, der er mest udbredt i verdenshavene. Den føler sig hjemme i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean, dvs. det meste af den blå planet. I millioner år har de rejst tusindvis af kilometer på de store varme havstrømme, og de lever størstedelen af deres liv her.

De kunne snildt komme med i de berejstes klub, og hvis de kunne tænke og tale som mennesker, kunne det være uhyre spændende, at høre hvad de har oplevet på deres evige rejse. Det finder vi dog aldrig ud af via en havskildpaddesamtale, for de er ikke så kvikke, at de kan tale. Den Blå Planets kurator Lars Skou Olsen har engang sagt, at en havskildpadde er omtrent lige så klog som en papkasse, men han er blevet klogere, efter at han har oplevet dens træning. Gaia har lært at komme op og få mad, når dyrepasserne viser et tegn i vandet. Det kan man ikke lærde en papkasse, og det viser altså en vis hjernekapacitet, men der er stadig et stykke op til Einstein.

Læs også: 5 trusler mod havskildpadder