Havskildpadde satte en stopper for rokkeromantik

Havskildpadde satte en stopper for rokkeromantik

I august sendte vi to rokker til Frankrig, og dette er næste kapitel i historien om de plettede pandekager. Det handler om en flytning, en lidt for nysgerrig havskildpadde og en afbrudt romance.

En sortplettet pigrokkehun er flyttet tilbage til Oceantanken, hvor hun blev taget godt imod af akvariets to hanner. De viste straks interesse, og vi krydsede fingre for en snarlig parring. Men det fik havskildpadden Gaia forpurret. Gaia var nemlig også nysgerrig og formåede at afbryde, hvad der end var i gang mellem rokkerne ved at placere sig midt i det hele.

Første kapitel

Vi havde fem sortplettede pigrokker – fire hanner og en hun, og alle fire hanner var interesserede i at parre sig med hunnen. Det går lidt voldsomt for sig blandt rokker, og den store interesse betød, at hunnen fik for mange sår. Hunnen blev derfor flyttet ud af Oceantanken, så hun kunne få fred for de ivrige bejlere, og to af hannerne blev sendt til Frankrig.

Læs mere om første kapitel eller Se hvad det Franske akvarium skriver om rokkerne (på fransk)

Nu var tiden så kommet til at flytte hunnen tilbage i Oceantanken, men det var lettere sagt end gjort.

Flytningen der lykkedes i andet forsøg

I sin tid blev hunrokken flyttet til et akvarie bagved koralrevet, hvor hun har været, indtil vi kunne finde et nyt hjem til to af de fire hanrokker. Det er dog ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden, så det tog noget tid. I mellemtiden har hunrokken haft det godt – måske lidt for godt. Hun har taget så meget på, siden hun blev flyttet væk fra Oceantanken, at da vi i første omgang var klar til at flytte hende tilbage, kunne dyrepasserne simpelthen ikke få hende op af vandet.

Flytningen måtte derfor udskydes, indtil der var installeret et hejsesystem i loftet, der kunne bære rokkens vægt.

Men endelig kom dagen, hvor hunrokken kunne flyttes tilbage til Oceantanken. Her stod det klart, hvorfor dyrepasserne måtte give op i første omgang. Selv med hejsesystem installeret i loftet, krævede det syv dyrepassere at flytte den tunge dame på over 120 kg gennem akvariet.

Skildpadde i skammekrogen

Efter en veloverstået flytning, kunne rokken tage sine første svømmetag i Oceanets fire millioner liter vand, og hun blev taget godt imod. Man skulle næsten tro, at hannerne havde savnet hende, for der gik ikke længe, inden begge hanner viste stor interesse. Vi nåede næsten at krydse fingre for en snarlig parring, men ind kom havskildpadden Gaia. Gaia var også meget interesseret i den nyankomne rokke – så meget, at hun fik jaget hannerne væk og begyndte at bide i hunrokken.

Dyrepasserne forsøgte længe at kalde Gaia op til overfladen for at give rokkerne fred, men den ellers velopdragne skildpadde var alt for interesseret i rokkerne til at gøre, hvad der blev sagt. Ikke engang rejer kunne lokke den madglade skildpadde væk fra løjerne, og selvom rokkerne flyttede sig, fulgte Gaia efter. Til sidst lykkedes det dog dyrepasserne at få lokket den store skildpadde op i et lille aflukket akvarie, hvor hun blev natten over. Og det virkede – for heldigvis havde Gaia mistet interessen næste morgen.

Alpha-hun

De sortplettede pigrokker på Den Blå Planet er opkaldt efter bogstaver i det fonetiske alfabet: Alpha, Bravo, Charlie, Delta og Ekko. Og det er ikke for sjov, at hunrokken hedder Alpha. Det er nemlig hende, der bestemmer, og hun er nem at genkende, da hun er næsten dobbelt så stor som Charlie og Ekko.

Nu hvor der er ro på akvariet igen, kan vi kun krydse fingre for en fremtidig parring uden indblanding fra nysgerrige havskildpadder, og forhåbentlig kan vi se frem til små rokkeunger inden alt for længe.