Frokost til kannibaler, jægere og grovædere

Frokost til kannibaler, jægere og grovædere

To dyr på Den Blå Planet spiser cirka en femtedel af alt foderet, en anden kan angribe sin mad med elektricitet, mens nogle er kannibaler. Tag med dyrepasserne på en fodrings-runde, og mød nogle af akvariets mest fascinerende spisere.

Hvis du har besøgt Den Blå Planet, har du måske været så heldig at overvære en fodring – men der sker langt flere fodringer end dem, man kan finde i dagsprogrammet. På en god dag spiser dyrene omkring 40 kilo foder tilsammen.

Bag ved udstillingsakvarierne, nede i kælderen, inde i foderkøkkenet står dyrepasserne hver dag og gør mad klar til de mange munde, der er at mætte på Den Blå Planet.

“Fodring er noget af det vigtigste, vi laver. Jeg tror omkring 20-30% af min dag involverer en fodring”, fortæller dyrepasser Mathias Skov.

Alt fra torsk, muslinger, hummer og blæksprutter bliver skyllet, hakket og klargjort af de mange flittige dyrepassere. Foderet skal ordnes om morgenen, så det ligger klar til de mange dyr, der skal æde det i løbet af dagen.

Det laver dyrepasserne også: Sundhedstjek af kritisk truede krokodiller

Dødens gab

Der er mange særlige dyr, som har hver deres særlige taktik, når det kommer til foder.

“Arapaimaerne spiser jo på en helt fantastisk måde”, siger Mathias med et smil.

Den to meter lange og firs kilo tunge panserfisk fra Amazonfloden har normalt rolige og langsomme bevægelser, men når den bliver sulten, åbner den sin kæmpe mund med en hurtig og kraftig bevægelse, hvilket skaber et undertryk. Måtte der befinde sig noget spiseligt foran arapaimaen, suges det ind – med ringe chancer for at undslippe det sultne gab. Herefter knuser den store fisk byttet med sin ru tunge og sluger det.

Når arapaimaen suger byttet ind, giver det et brag i vandoverfladen, som kan høres i hele Den Blå Planets regnskov.

Sultne kannibaler

Arapaimaernes naboer er en stor flok piratfisk med heftig appetit.

“Piratfiskene er kendt for at være glubske. Når vi fodrer dem, ser det voldsomt ud, og hvis man kigger nærmere, kan man se, at der foregår en hel masse – de er nemlig også kannibaler”, siger Mathias og fortsætter: “Når en piratfisk lugter et bytte og vil æde, er den ligeglad med, om den får en bid af byttet eller af en af de andre piratfisk i flokken.”

Som piratfisk handler det altså om at snuppe en hurtig bid mad, og skynde sig væk, for ikke at blive spist af de andre. Derfor kommer der en masse hastige bevægelser, når flokken spiser, og fodringen ser meget kaotisk ud.

Vil du vide mere om piratfiskene? Læs: 900 kannibalistiske bangebukse

En (ek)statisk ål

Den elektriske ål ser umiddelbart fredelig ud, når den svømmer rundt i sit akvarium, men den har en særlig, skræmmende evne, når det kommer til jagt. Det meste af ålens krop er et batteri-lignende elektrisk organ, som den blandt andet bruger til at give byttedyr stød.

“Den elektriske ål ser dårligt, så den orienterer sig ved at udsende elektriske impulser. Hvis den mærker noget levende i nærheden, kan den afgive et kraftigt angrebsstød, der lammer dens bytte”, forklarer Mathias.

Når byttet er blevet lammet, kan det ikke flygte fra ålen, der hurtigt slubrer det i sig.

På Den Blå Planet spiser den elektriske ål ikke levende fisk, men får blandt andet døde kutlinger – naturligvis serveret på pind, så dyrepasseren ikke bliver zappet.

Umættelige havoddere

Den Blå Planets mest nuttede dyr er også de mest sultne. De to havoddere Agnes og Mojoe får tilsammen otte-ni kilo foder hver dag bestående af både muslinger, rejer, blæksprutter, rødfisk, hummer og meget andet.

“Havodderne er også de dyr, vi bruger allermest tid på at fodre. De skal fodres omkring 6-7 gange dagligt”, fortæller Mathias.

Faktisk spiser de to pelsede havdyr, hvad der svarer til 25 % af deres egen kropsvægt dagligt. Hvis vi mennesker skulle leve op til det, ville en voksen kvinde spise noget i retning af 350 skiver rugbrød om dagen.

Vil du selv prøve at fodre en havodder? Klik her.

Mere end mad

En fodring er ikke blot en fodring – det er også en unik mulighed for dyrepasserne for at komme tæt på dyrene og se, hvordan de har det.

“Som dyrepassere, ser vi både på, hvordan dyrene bevæger sig, og om de har en god appetit, fordi begge dele siger meget om dyrenes sundhed”, fortæller Mathias og slår fast: “Vi må være skarpe og opmærksomme, når vi fodrer, så vi kan opdage, hvis der er noget galt og sikre os at dyrene får det de har brug for.”