For fire år siden flyttede havodderne Mojoe og Agnes fra Alaska ind i en specialbygget villa på Den Blå Planet med havudsigt og egen ismaskine. Det var første gang gæster kunne opleve havoddere på dansk jord. Nu får de små lodne havpattedyr snart selskab af artsfællerne Dixon og Riggs, som den 9. oktober lander med privat chartret jetfly i Københavns Lufthavn. Du kan se vores nye havoddere, når dyrlægen vurderer, at de er klar til at komme ud i det offentlige anlæg. Tro os, vi skal nok give besked.
Havodderne blev reddet i sidste øjeblik
Dixon og Riggs er to forældreløse havoddere, der blev fundet alene og forpjusket i Alaskas vildmark.
Da Dixon blev fundet den 9. august 2018, var han kun nogle uger gammel. Spæd, alene og med stort behov for hjælp lavede han små svage kald efter sin mor, som havoddere er dybt afhængige af i begyndelsen af livet. Havodder-samaritterne spejdede efter hans forældre, men der var ikke tegn på, at de var i nærheden. Dixon blev samlet op fra vandkanten, hvor han ikke havde kræfter til at løfte hovedet og trække vejret ordentligt.
I fuld fart blev han overført til Alaska Sealife Center og fik straks behandling. Han vejede blot 3,85 kg, hvilket ikke er meget mere end fødselsvægten for havoddere, og var afkræftet, dehydreret og havde infektioner. Heldigvis lykkes det at redde ham. Dixon blev passet døgnet rundt, indtil han blev seks måneder gammel.
Havodderen Riggs’ historie ligner Dixons. Han blev fundet tæt ved en vej 400 meter fra havet og var mere død end levende. På Alaska Sealife Center lærte han hurtigt at bruge sutteflaske og få mad i skrutten. Riggs blev også passet 24/7, indtil han var seks måneder gammel.
Efter en hård start på livet er der siden sket meget på positiv-siden. Begge havoddere er i dag sunde og raske og vejer 15-20 kg. Bør man så ikke sætte dem ud i fri natur? Jo, det kan man mene, men faktisk kan de ikke klare sig selv på åbent hav, da de ikke har haft en mor til at oplære dem i det virkelige liv. De er 100 procent afhængige af professionelle dyrepassere.
Se også: Havodder bruger redskaber
En rolig start på 1. klasse
Set udefra lever havoddere på 1. klasse. De får lækker sea food i enorme mængder og har egen ismaskine. Derudover flyver de i privat jet, og dyrepassere køber jævnligt nyt legetøj til dem. Forkælet? Ja, det kan man godt sige, men tiltagene er krav, for at havodderne trives.
Selvom vi ikke kan vente med at vise de nye havoddere til vores gæster, så er havoddernes tarv vigtigst. Når dyrene ankommer, vil der være en rolig overgangsperiode, hvor de skal vænne sig til nye dyrepassere, mens de langsomt fravendes deres gamle. Dyrepasserne fra Alaska er rejst med over, og vil være med i dyrenes første tid i Danmark.
Vi giver besked, når vores dyrlæge vurderer, at de nye havoddere er klar til at blive vist frem for gæsterne. Vi kan ikke vente, til det sker.
Se også: Havodder til CT-scanning
Too cute to handle
Mange hjerter smelter dagligt ved havodderakvariet. Det er ikke til at stå for så meget blød pels på én gang. Når havodderne ligger mageligt i et isterningebassin og gnasker løs, ja så skal man have et hjerte af sten for ikke at udbryde et nååååååh. Med i alt fire havoddere, Mojoe, Agnes, Dixon og Riggs, forventer vi, at nuttethedsbarometeret sprænger i luften. Men tag ikke fejl af havodderne. De er meget andet end nuttede. De kan bruge værktøj, de kan spise mere mad end den fede og forædte sultan fra børnebogen Hodja fra Pjort, og så har de også en “mørk” side. Det kan du læse mere om her.