Zebrahajungen er ved at blive teenager

Zebrahajungen er ved at blive teenager

Nu er det over 300 dage siden, af den første zebrahaj kom til verden i Danmark. Den udvikler sig hurtigt. Striberne forsvinder, til gengæld er der kommet prikker.

Dyrepasser Mia Rasmussen kan næsten ikke følge med.

Hun husker det, som var det i går, at en zebrahajunge kom til verden på Den Blå Planet. Der er dog gået over 300 dage, og hajen vokser hurtigt med livets hastighed.

Da den lige var kommet ud af ægget, var den en sort/hvid stribet sag, men nu er striberne ved at forsvinde. Til gengæld er den ved at få sorte prikker, og det er ikke fordi den har fået skoldkopper, nej det er tegn på, at den er ved at blive en voksen haj. Den hvide farve er også skiftet til en mere gul nuance, og med tiden vil den gul/orange farve dominere.

De færreste har rørt en zebrahaj, men de der har kan bekræfte, at huden er grov som sandpapir. Dyrepasser Mia Rasmussen skal da også være opmærksom og huske, at zebrahajen er blevet større, når hun håndterer den. Sidst hun vejede og målte den, gav den hende en hudafskrabning på armen. Hvis hun får større udfordringer med dette, må hun begynde at passe ål i stedet :)

Se også: Sensation: Den Blå Planet er blevet en zebrahaj rigere

Når enden er go’

Halvdelen af zebrahajen er hale. Derfor er den god til at navigere rundt i huller og sprækker, når den er på jagt efter føde, hvilket den typisk gør om natten. Om dagen holder den af at slappe af på havbunden. Nogle hajer skal svømme konstant for at trække vejret – men ikke zebrahajen. Når den ligger på bunden, pumper den vand ind over gællerne gennem det store hul lige bag øjnene.

Se også: Zebrahaj går i trance under træning