7 års gode gerninger

7 års gode gerninger

Den 21. marts 2020 er det 7 år siden, at Den Blå Planet blev indviet. Det er også 7 år med stigende fokus på miljø og bæredygtighed.

FN’s verdensmål nr. 14 ’Livet i havet’ rimer på Den Blå Planet. Målet er at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer. Men hvad betyder det helt konkret, at Den Blå Planet arbejder ud fra FN’s verdensmål? Her er 7 bud på, hvordan Den Blå Planet er aktiv naturambassadør.

1. Rokke eller skrællet mango?

”Akvariet skal i særlig grad være til gavn for undervisning.” Sådan lød ordene, da Danmarks Akvarium åbnede i 1939. Ånden blev ført videre, da Den Blå Planet åbnede i Kastrup i 2013. I løbet af de sidste 7 år har 212.000 elever bl.a. lært, at rokker føles som en som en skrællet mango. Den Blå Planet laver undervisningsforløb til børnehavebørn, folkeskoleelever og gymnasieklasser – målet er, at alle forlader Den Blå Planet som aktive naturambassadører.

2. Fugle og fisk på afveje

Dyr er uforudsigelige, og derfor ved dyreteamet på Den Blå Planet aldrig, hvad arbejdsdagen bringer. De har både fundet en afkræftet lomvie og taget imod en havskildpadde og en stør.
De uventede gæster fik alle den kærlige hånd, de havde brug for.
Agnes, Riggs, Dixon og Mojo, som er vores fire havoddere, er alle reddet af Alaska Sea Life Center.

Se også: Utroligt! En syg lomvie faldt ned fra himlen og landede på Den Blå Planet

3. Teenager som 150-årig – verdens ældste haj

Den Blå Planet støtter op om forskningsprojekter. Heriblandt det flere hundrede år gamle mysterie om grønlandshajens alder. Det var startskuddet på Julius Nielsens ph.d.-projekt. Sammen med et forskerteam fandt han ud af, at den ældste haj i undersøgelserne sandsynligvis var 392 år gammel. Den korrekte biologiske alder kan dog svinge fra 272 år til 512 år. Selv med et forsigtigt bud kan grønlandshajen tage titlen som verdens ældste hvirveldyr. Den Blå Planet støttede projektet med 500.000 kr. over tre år. Haj-fives til Julius Nielsen!

Se også: Rekord: Grønlandshajen kan blive cirka 400 år gammel

4. Havene bliver fyldt med 15 tons plastik i minuttet


Den Blå Planet sætter fokus på, at plastik fylder mere og mere i verdenshavene med temaudstillingen ”Et hav af plastik”. Ting som bæreposer, plastikflasker og mikroplast fra karklude er blandt andet produkter, der skader havene og dermed også dyrene, som lever der. Øresund fik en forårsrengøring til World Clean Up Day, hvor 13 dykkere blandt andet fandt fem bildæk, en hovedpude og øldåser med 30 år på bagen. Der var 18 millioner frivillige til at rydde op verden over.

5. Korallerne stråler… endnu


Over halvdelen er verdens koralrev er forsvundet i løbet af tre årtier. Ved fx at spise mindre kød, flyve mindre og købe genbrug, kan vi reducere CO2-niveauet og dermed give de farvestrålende koralrev længere levetid. Særudstillingen ”Koralrevet – havets sårbare vidunder” er lavet på baggrund af kærlighed for koralrevet. Her kan Den Blå Planets over 500.000 årlige gæster få viden om og se de smukke koraller. Vidste du, at koraller er dyr?

Se også: 9 ting du bør vide om koralrev

6. Fra Øresund til Oceantanken


Den Blå Planet har Øresund som nabo. Derfor bliver vandet til eksempelvis Oceantanken importeret direkte fra det danske farvand. Det sker gennem et rør, der er 1,2 km. langt. Vi bruger vandet fra Øresund og opsamlet regnvand til at vedligeholde vores akvarier. Vandet bliver renset og senere genudledt i Øresund – på den måde går så lidt vand som muligt til spilde.
Den Blå Planet prioriterer en grøn indkøbspolitik og styrker løbende indkøb af bæredygtige produkter.

7. Bæredygtig mad til dyr og mennesker


Det er vigtigt for Den Blå Planet, at dyrene får en god og varieret kost. Menuen står så vidt muligt på bæredygtigt foder, når dyrene på Den Blå Planet sætter sig til bords, men det er ikke kun fisketænderne, der kan tygge med god samvittighed. Når gæsterne besøger TANG Bistro & Café, kan de nyde en fisk, der er fanget i ansvarlige ordninger eller opdrættet i havbrug.