Rygmassage til havskildpadden

Rygmassage til havskildpadden

Træning kræver godbidder - men når man som havskildpadden Gaia er på slankekur, må der andre metoder i brug. Dyrepasserne er derfor begyndt at bruge en kost.

Det er ikke en hovedrengøring af akvariet der er skyld i, at dyrepasserne skrubber havskildpadden Gaia med en kost. Det er derimod et trick, der skal gøre træningen sundere for det luffede dyr.

Sit, skildpadde!

Når vi træner havskildpadden på Den Blå Planet, træner vi ikke ”sit”, ”dæk”, ”rul rundt” eller ”spil død”. Vi træner i stedet skildpadden til at komme op til overfladen, når dyrepasserne sænker en rød plade, også kaldet et target, ned i vandet.

Træningen har budt på masser af godbidder, og havskildpadden ved derfor, at den røde plade betyder frokost og sætter straks kursen mod overfladen, når den røde plade kommer i vandet.

Læs også: Smart trick hjælper havskildpadden med ikke at blive for tyk

Godbidder er effektivt, når man træner – især når man har med en madglad skildpadde at gøre. Men Gaia er stadig på stram slankekur, og dyrepasserne arbejder derfor på at belønne hende med andet end godbidder. Valget er faldet på en kost.

En behåret godbid

Selvom man måske ikke tror det, kan havskildpadder mærke berøring gennem det tykke skjold, og en tur med kosten er derfor lidt ligesom at nusse en hund bag ørene. På den måde kan dyrepasserne altså belønne Gaia ved at skrubbe hende på ryggen i stedet for at give hende en godbid – og det er godt for den slanke linje!

Den tætte kontakt mellem dyr og dyrepasser gør også, at Gaia efterhånden altid kigger forbi, når dyrepasserne befinder sig over Oceantanken. At skildpadden selv kommer op til overfladen, gør det nemmere for dyrepasserne, når de skal holde styr på hendes slankekur, eller hvis dyrlægen skal tilse eller behandle det store dyr.

Nysgerrig og madglad

Om det er nysgerrighed eller madglæde der driver den store padde, er ikke til at sige. Men hun skal altid lige sikre sig, at hun ikke går glip af noget. Det gælder også når kosten er fremme. Selvom kosten ikke ligner typisk skildpaddeføde, stopper det ikke den nysgerrige havskildpadde fra at forsøge sig med en bid – det kunne jo være, den kunne spises.