Havoddere er kloge dyr, og dyrepasserne arbejder derfor hele tiden på at finde på nye måder at aktivere de pelsede krudtugler, så de ikke kommer til at kede sig. Da havoddere har brug for en varieret træning for at trives, er de derfor den art på Den Blå Planet, dyrepasserne bruger mest tid på at passe, aktivere og fodre.
Se også: Kvikke havoddere passes af kvikke dyrepassere
En måde at give havodderne en varieret hverdag på er ved jævnligt at præsentere dem for nye ting. Det kan være nye fodermetoder, nyt legetøj eller anderledes mad, men denne gang stod berigelsen på en speciallavet havoddergynge stor nok til alle fire oddere.
Fra ide til virkelighed
Gyngen er lavet af gamle brandslanger, som et par dyrepassere brugte flere dage på at få flettet sammen til en gynge, der er havoddere værdig. Håbet var, at odderne ville bruge gyngen til at slænge og slappe af på, som vi mennesker nyder en solseng ved middelhavskysten.
Men de fire ballademagere var ikke helt med på den ide. De var i stedet mere interesserede i at prøve at splitte gyngen ad, dykke igennem den og undersøge, om den kunne spises.
Uanset om gyngen bruges, som dyrepasserne havde troet eller ej, så er den stadig et nyt element havodderne skal forholde sig til og kan udforske – og det er hele ideen med berigelse.