Kvikke havoddere passes af kvikke dyrepassere

Kvikke havoddere passes af kvikke dyrepassere

Havodderen har hoved og poter skruet godt på. Den er klog og dygtig til at bruge sin krop. Derfor kappes dyrepasserne næsten om, at finde på nye gode måder at aktivere Den Blå Planets fire dyr, så de kan have det rigtig godt på akvariet.

De der kender lidt til havoddere ved, at de er kvikke dyr. Det er ikke sådan, at de læser græsk filosofi, nej inteligensen ses fx ved, at de bruger værktøj. Det er der kun få dyr, der gør. Havoddere bruger gerne en sten, hvis de skal åbne en hård muslingeskal eller lignende. Smart.

Havoddernes intelligens giver særlige forpligtelser for dyrepasserne. Havodderne har brug for en varieret træning for at trives, hvorfor de klart er den art på Den Blå Planet, som der bliver brugt flest ressourcer på at passe.

Heldigvis er det ikke kun havodderne, der er kvikke. Det er dyrepasserne også. Det viser sig fx, når de udarbejder nye trænings- og berigelsesmetoder, det skal skabe trivsel hos de små lodne havpattedyr.

Se også: Sådan arbejder vi med verdens største 8-armede blæksprutteart

Havoddernes kæmpe-madkasse

Forleden havde Sandra, som er dyrepasserelev, udviklet en ny sjov madkasse, som virkelig kunne udfordre havodderne på den gode måde.

Hvis du tænker på rugbrødsmadder, når du hører ordet madkasse, så tænk om igen. En havodder-madkasse er stor, fuld af fisk, og næsten umulig at åbne… med mindre man er en havodder.

Her skulle de knokle på den gode måde for at få maden ud, hvilket vi anser som en adfærdsberigelse.

Selvom dyrepasserne vurderer, at madkassen har en positiv effekt, så bliver den ikke implementeret som en daglig aktivitet, for så vil det blive for trivielt.

Tilknytningen mellem dyrepassere og havoddere er stor. Havodderne skifter adfærd, når dyrepasserne kommer forbi. Det ses også tydeligt i interviewet ovenfor, som konstant afbrydes af havodderne, som lige skal op til døren, som om de ville sige hej.

Se også: De 5 mest sete videoer i 2019