Sådan fanger du en wobbegong

Sådan fanger du en wobbegong

Forleden skulle vi lave et sundhedstjek på vores fem wobbegonger, men først skulle de lige fanges...

Kender du wobbegongen?

Hvis ikke, så smag lige på navnet først.

Wobbegong.

Mange fisk og hajers navne er ikke så poetiske, men wobbegongen er en undtagelse.

Wobbegong – ja det lyder godt, hvorfor jeg vil bestræbe mig på at skrive navnet mange gange i denne artikel.

Et tæppe på bunden af havet

Den sky og vel-kamouflerede wobbegong bliver også kaldt for en tæppehaj. Sikkert fordi at:

  1. Wobbegongen er flad og ligger på gulvet/havbunden
  2. Wobbegongen er pyntet. Den har flotte mønstre og prikker, og så er den prydet med frynser langs kæben

Ordet wobbegong stammer fra aboriginernes ord for skæg, hvilket giver god mening jvf. dens lange frynser.

Wobbegongen har et fantastisk overraskelsesangreb

Man skal være meget varsom, hvis man er en mindre fisk, der svømmer hen over en wobbegong. På et splitsekund kan den transformere sig fra en sløv bundfisk til at blive et ekstremt hurtigt rovdyr. Som en del andre dyr er dens taktik at kamuflere sig, og så slå til, når chancen byder sig. I Youtube-filmen nedenfor kan du se et wobbegongangreb i slowmotion. Her kan du også bemærke dens skarpe tænder.

Der er eksempler på at wobbegonger fanger og spiser bambushajer, men ellers er det primært de fisk, der kommer forbi, der bliver til dagens ret. Mennersker er ikke på menuen – heller ikke når den bliver fuldfed og når en størrelse på 2-3 meter. Der har dog været registreret angreb på mennesker, som tilfældigvis har nærmet sig fisken. Når wobbegongen først har fat, så giver den ikke sådan slip. Faktisk kan den være svær at få af igen. Eller som dyrepasser Mathias Skov siger i videoen ovenfor, så kan man risikere, at man skal have wobbegongen med på skadestuen, hvis den bider.

Sådan fanger dyrepasserne fem wobbegonger på 10 minutter

Det er tydeligt at se, at dyrepasser Mathias Skov har et fænomenalt overblik over Den Blå Planets største akvarium, når han skal fange wobbegonger. Vi nåede knap nok at få tændt kameraet, før han var kommet op med den første af de fem wobbegonger. Efter 10 minutter havde han fanget dem alle og fået dem i vores ekstrabassin ved oceantanken.

Wobbegong til sundhedstjek

Det er ikke for sjov, at vi forstyrrer wobbegongerne midt i deres middagslur. Formålet er at få lavet et grundigt sundhedstjek af de 3 hanner og 2 hunner. Alle wobbegonger har en lille chip i sig, så vi altid ved, hvem der er hvem. Dyrelæge Kasper Jørgensen tog blodprøve af dyrene, de blev målt og vejet og hunnerne blev tjekket ift. om der kunne komme unger, men det var der ikke tegn på.