Støren er ikke bare gammel. Den er oldgammel! Faktisk levede arten sammen med dinosaurerne for 200 mio. år siden, og den har ikke ændret sig siden. Støren ældes med ynde og nu bliver det dyrt! Kaviar består af rogn fra fiskearten støren. Der findes 17 forskellige arter af fisken, men kun rognen fra fem af dem bliver solgt, som det man kender som kaviar. Alle har forskellig kvalitet, smag og pris. Arten med de dyreste rogn hedder Beluga, og her kan det koste op mod 150.000 kr/kg, hvilket næsten er den samme pris for 1 kilo 18 karat guld. Det må man kalde en fisk, der er guld værd.
En kæmpe prut!
Alle dyr har hver sin måde at kommunikere på. Dog skiller sildene sig gevaldigt ud. Man mener, at sild bruger prutter som en form for indbyrdes kommunikation, men højst sandsynligt også for at forvirre rovdyr. Sild holder sammen i stimer, og ved hjælp af deres sanser kan de svømme meget tæt uden at støde ind i hinanden. Forestil dig så, når der er flere tusinde sild samlet sammen om hinanden og de alle sammen vil ”sige noget” på samme tid. Kæmpe brag!
Se også: Sådan skabte sildeprutter diplomatisk krise
Hold ikke snitterne for dig selv
På Den Blå Planet er der rig mulighed for at røre nogle af dyrene. I det kolde rørebassin kan du få fingrene i bl.a. søstjerner, krabber og rødspætter. Specielt søstjernen er en sjov fætter! De har fem arme, ingen ben, masser af fødder – og nå ja, hovedet mangler. For enden af hver arm sidder et synsorgan, et primitivt øje. Faktisk kan søstjerner som en forsvarsmekanisme smide en arm, hvis der er behov for det. Senere vokser en ny arm ud, der er ligeså god som den gamle.
Når du rører en søstjerne føles den som en blanding af en skumfidus og en ru kattetunge. Hvis du ikke har tænkt over det tidligere, kommer du helt sikkert til at gøre det fra nu af.