YouTube: Hvalsang

Hvordan laver hvaler lyde?

Hvaler kan lave mange forskellige slags lyde, men hvordan frembringes lydene i deres krop?

Spørgsmål

Hejsa

Jeg elsker at se naturudsendelser, men når det kommer til store hvaler, der klikker, enten for at kommunikere eller lokalisere sprutter, er der ingen forklaring på, hvordan de gør?

Er det med kæben eller tungen eller er der en “klikker” monteret i næsen?

Med venlig hilsen
Kim

Svar

Hej Kim

Det er et rigtigt godt spørgsmål, da en del af det stadig er et mysterium.

Tandhvaler som f.eks. kaskelothvaler og delfiner, producerer kliklyde, som de bruger til at finde frem til deres bytte og orientere sig med. De laver lydende ved at presse luft gennem noget der kaldes de foniske læber, som ligner vores næsehule. De foniske læber virker ligesom vores stemmebånd og omdanner lufttryk til vibrationer. Vibrationerne passerer gennem en stor masse af bindevæv i tandhvalens hoved, som kaldes melonen. Melonen giver tandhvalerne deres karakteristiske store pande. Inde i melonen formes og dirigeres lyden væk fra hvalen.

Se også: Nu skal vi lytte til havet

Hos bardehvaler, såsom blåhvaler, fungerer det anderledes, og man er stadig ikke sikker på, hvordan lydende frembringes. Man ved, at de bruger deres strube, og at de ikke udånder, når de producerer lyde. En ting er dog sikkert, de er i stand til at producere smukke sange.

Se også: Hvordan taler dyr under vandet?

Faktisk er Syddansk Universitet i færd med at undersøge et 26 kg tungt strubehoved fra en død sejhval – forhåbentligt vil undersøgelsen gøre os klogere på hvordan bardehvalerne synger.

Med venlig hilsen

Rasmus Jakobsen
Udstillingsansvarlig, biolog
Email


Måske går du også og undrer dig over fiskenes liv, hvad de kan, og hvordan de fungerer. Her kan du stille spørgsmål om alt til Den Blå Planets eksperter. Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden og på TwitterSend dit spørgsmål til: brevkassen@denblaaplanet.dk.