Havskildpadder til CT-scanning

Havskildpadder til CT-scanning

To syge havskildpadder har været til CT-scanning. Det er ikke ligefrem hverdagskost på danske dyrehospitaler, og blev derfor fulgt nøje af en stor flok dyrlæger og dyrepassere.

To havskildpadder har været til CT-scanning på Karlslunde dyrehospital. Skildpadderne kommer fra et rescue center på Maldiverne, og er kommet til Den Blå Planet i håbet om, at vi kan give dem en chance til på livet. De har samme symptomer: De flyder og kan ikke dykke ned.

Læs mere om de syge havskildpadder her

Chancerne er små, men vi håber at kunne hjælpe havskildpadderne med at dykke igen, men det er en længere proces. Første step er at finde ud af, hvad skildpadderne fejler, og hvordan det eventuelt kan behandles. Derfor er skildpadderne blevet CT-scannet i håbet om, at det ville give et bedre indblik i dyrenes tilstand.

Havskildpadder flyder typisk, fordi de har luft et sted under skjoldet, der holder dem oppe. Derfor var forventningen, at scanningsbillederne ville vise luftbobler i skildpadderne.

Endnu et mysterium hvorfor havskildpadderne flyder

Der var dog ikke noget usædvanligt at se på billederne af havskildpadderne. Normalt er det en god ting, når en CT-scanning ikke viser noget unormalt. Men denne gang betyder det, at det fortsat er et mysterium, hvorfor skildpadderne flyder.

Danske dyrlæger kigger mere på CT-scanninger af hunde og katte end af havskildpadder. Derfor er billederne blevet sendt til en specialist, der måske kan se noget, vi ikke kan. Vi afventer nu svar på billederne og på blodprøver af skildpadderne.

Selvom CT-scanningen ikke umiddelbart gav nogle svar, har vi flere ting oppe i ærmet. Den Blå Planet arbejder videre med havskildpadderne, og har flere ting vi kan prøve for at få dem til at dykke igen.