Mange har spurgt ind til den halvberømte havskildpadde, som strandede ved Blåvand lige efter nytår.
Den har fået det bedre. Heldigvis.
Kurator Lars Skou Olsen ser til den dagligt og vurderer, at den har reageret positivt på behandlingen, hvor den bl.a. andet har fået ekstra væske og anitbiotika.
Den er også kommet på akvariets recirkulerede system, så den hele tiden får frisk vand med den rette temperatur og saltindhold.
Havskildpadden kan ses i udstillingen
Det er nu muligt at se havskildpadden i udstillingen. Det kan varmt anbefales at studere den i noget tid og så efterfølgende gå til oceantanken, hvor dens artsfælle Gaia bor. Gaia vejer cirka 90 kilo, hvor den navneløse havskildpadde blot vejer 2 kilo.
De er begge uægte karetteskildpadder, Caretta caretta, som er de største havskildpadder med hårdt skjold. Kun læderskildpadden, som ikke har et exoskelet, men et blødt rygskjold lavet af hård hud og fedt, kan blive større.
Uægte karetteskildpadder er kosmopoliter, som du kan støde på i de fleste verdenshave, men at den er kommet til det kolde Danmark er usædvanligt.
De er goplernes skræk. Med deres stærke næb kan de let som ingenting klippe en gople over på midten. Det er ikke kun gopler, som skal være på vagt. Også på akvariet er dykkere og havfruer opmærksomme på, at de skal holde snitterne fra den nysgerrige havskildpadde.
Se også: En verden uden havskildpadder
Havskildpadden er køn
Vi er vilde med havskildpadden og nyder at vise den frem til gæster. Vi synes den er meget køn, og apropos køn, så ved vi endnu ikke, om den er han eller hun.
Det er vanskeligt at kønsbestemme unge uægte karetteskildpadder med det blotte øje. Når de bliver ældre bliver det lettere, for da vil hanens haleparti vokse, hvilket giver en fordel i parringsøjemed. Forskere har observeret uægte karetteskildpadder i havet ud fra Japans kyst og set, at halen begynder at vokse, når hanskildpadden bliver cirka 65 cm.
Dyrepasserne er nu ved at bygge et større akvarie, hvor vi forventer at den flytter hen i nærmeste fremtid, hvis alt går, som vi håber.