Glem Romeo og Julie - der er rokke-romantik i Oceanet

Glem Romeo og Julie - der er rokke-romantik i Oceanet

Den Blå Planet har fået en ørnerokke, som har et særligt talent for at føre sine gener videre. Han er blevet sat sammen med en gammel flamme, med hvem han i årevis har fået et utal af unger. Vi håber, det vil ske igen.

Det er fantastisk, når vi får unger på Den Blå Planet, ikke mindst for dyrepasserne. Fx har det været utrolig spændende at få en zebrahajunge.

Se også: Sensation: Den Blå Planet er blevet en zebrahaj rigere

Nye unger betyder, at vi får muligheden for at vise, hvordan dyrene udvikler sig, og vi kan dele dem ud til andre akvarier, så de ikke skal hentes i naturen.

Derfor bliver der også arbejdet med avlssamarbejde på tværs af akvarier.

Den 12. november 2019 fik Den Blå Planet en ørnerokke-han, som akvariet har et særligt forhold til. Det særlige forklares fint i en mail, som dyrepasser Mia Rasmussen sendte i oktober :)

Mail sendt 23. oktober 2019

Emnefelt: True love story 💕

Hej Anders

Glem Romeo og Julie, Titanic, The Notebook og Pretty Woman!

Nu sker det! Det vi alle har ventet på!!

De var et hengivent forhold i 14 år, de fik 15 unger sammen og alt var fryd og gammen… men så blev de “uretfærdigt” skilt fra hinanden pga. avlsprogrammet.

Men kærligheden har overvundet alt, og nu kommer han helt fra Holland og skal bo her ved os! (Man kunne også sige, at deres langdistance forhold ikke gik længere, og at det selvfølgelig er manden, der må flytte for kærligheden).

Anyway!! Han kommer den 11. november, og jeg syntes, vi skal lave et indslag om det!

Det er så spændende :D

Mia Rasmussen
Zookeeper / commercial diver

Mail sendt 25. oktober 2019

Hej Mia
Det lyder rigtig godt :) – fedt, at vi har fået en dato på.
Og Mia, så er det alletiders, når du laver mit arbejde og finder den perfekte vinkel til historien – det gør alting meget nemmere. Tak.

Anders Engrob
Digital redaktør

Vente vente vente

Nu er ørnerokken i Oceanet og alt ser ud, som det skal. Nu handler det bare om at vente og se, om de to gamle ørnerokker kan finde melodien sammen igen. Det håber vi. Det vil være fantastisk at kunne vise ørnerokkeunger til vores gæster igen.

Se også: Ørnerokkeunger snyder chefdyrepasser

Hvis der sker noget, skal vi naturligvis nok give besked på alle kanaler.