Frosne fiskesnacks giver havodderne noget at tygge på

Frosne fiskesnacks giver havodderne noget at tygge på

Ved at fryse havoddernes mad ned, skal de arbejde for føden - og her viser Agnes, hvordan sådan en nød skal knækkes.

Havoddere har hoved og poter skruet godt på, og det er der også brug for i naturen, hvor havoddernes føde hovedsageligt består af byttedyr med hårde skaller, fx søpindsvin, muslinger og snegle. Da nogle skaller er særligt svære at åbne, bruger havoddere nogle gange sten til at bryde dem op.

Og de får øvet sig nogle gange, for der skal meget føde til at gøre en havoddermave glad. Deres høje stofskifte gør, at de skal spise op til en fjerdedel af deres vægt i mad hver dag. Det vil svare til, at en voksen skulle spise 15-20 kilo mad pr. dag.

Frosne udfordringer

For at udfordre de kloge dyr, får havodderne på Den Blå Planet derfor ikke altid bare maden serveret. Dyrepasserne finder tit på forskellige måder at aktivere de fire dyr, så de skal bruge både tanke- og muskelkraft for at få fat i maden. En simpel men effektiv måde at få havodderne til at arbejde lidt for føden er ved at fryse maden ned.

Hvad siger du til en lækker is lavet på muslingesaft? Hvis du ikke er solgt, så er det fordi, du ikke er en havodder. De holder nemlig utrolig meget af is, og hvis isen så ovenikøbet er lavet af foder, så kan det næsten ikke blive bedre. Derfor er is tit en del af havoddernes foder og berigelse.

Naturtalenter

Havodderne hører til den lille gruppe af dyr, som også indebefatter delfiner, mennesker og krager m.fl., som bruger redskaber. Det viser sig især, når havoddere bruger sten til at åbne skaller.

Som man kan se i videoen, benytter havodderne ikke sten til at knuse isen i mindre stykker – De bruger i stedet bassinkanten, som vi må håbe er bygget ordentligt, for den får godt nok nogle tæsk. Havoddere jager på havbunden, men vender altid tilbage til overfladen for at spise. Her flyder de rundt på ryggen og bruger brystet som bord, som Agnes så fint illustrerer i videoen ovenfor.