Bemærk: Axolotlerne er ikke længere i udstillingen.
Otte centimeter er en rigtig fin størrelse. I hvert fald hvis man er en kun tre måneder gammel axolotl-unge.
I februar fik Den Blå Planet en masse små axolotl-unger, og de har siden opholdt sig i to forskellige akvarier, hvilket vi allerede nu kan se på størrelsen.
Læs også: Masser af nye vanddrager på Den Blå Planet
Den ene gruppe er nemlig vokset meget mere end den anden.
Masser af mad
Begge grupper har fået det samme foder som mysis, dafnier, saltsørejer og regnorme, men den ene gruppe har også haft masser af levende mad i akvariet i form af haletudser, og dem har de spist løs af, så de er vokset markant mere end gruppen uden haletudser.
Samtidig har der også været forskel på vandtemperaturen, der i det ene akvarium har været næsten 10 grader højere end det andet, og det kan også have haft betydning for vækstraten.
En del af axolotl-ungerne er nu flyttet ud i udstillingen, hvor du kan se dem i akvarie 1 og 6.
Flittigt brugt i forskning
Axolotler ser meget specielle ud, da de har udvendige, buskede gæller, og ud over det anderledes udseende, er de også bemærkelsesværdige på flere andre punkter.
Dels lever de hele livet som larver i stedet for at gennemgå en metamorfose og gå på land som de fleste andre frøer og salamandre.
Og dels er de flittigt brugt i forskning på grund af deres evne til at regenerere, hvilket eksempelvis gør dem i stand til at gro et nyt ben, hvis de skulle miste et. Man kan også tage dele fra én axolotls hjerne og putte over i en anden axolotl, som så kan bruge den ”nye” hjerne.
Kritisk truet
Mens axolotlerne på Den Blå Planet har det godt og vokser hurtigt, ser det anderledes dystert ud i naturen, hvor axolotlerne er kritisk truede.
Det skyldes primært, at de kun lever inden for et ganske lille område – anslået til mindre end 10 kvadratkilometer – i udkanten af Mexico City, som lidt efter lidt vokser hen over deres levesteder. Det er meget bekymrende, men opdræt på blandt andet Den Blå Planet er et lille lys i mørket.
”Axolotlen er udrydningstruet, men set fra et bevarelsessynspunkt er der ro på, fordi axolotler opdrættes rigtig meget i fangenskab. Selv om det skulle gå så galt, at vi helt mister dem i naturen, så kunne man tænke sig, at man kunne sætte dem tilbage igen, men som det er i øjeblikket, så er der en solid fangenskabspopulation, som har det rigtig godt,” siger Lars Skou Olsen, der er kurator og chef for dyreafdelingen på Den Blå Planet.