Endelig! Nu kan du opleve 4 havoddere på Den Blå Planet

Endelig! Nu kan du opleve 4 havoddere på Den Blå Planet

Så skete det. De to ny havoddere Riggs og Dixon er blevet forenet med Mojoe og Agnes. Dyrepasserne kan ånde lettet op, for det ser ud til, at havodderne har stor glæde af hinanden.

Endnu et kapitel er blevet skrevet i Den Blå Planets havodderbog. De to nye unge beboer er nu flyttet ud af deres karantæneområde, og er blevet forenet med de to ældre havoddere Agnes og Mojoe.

Forud for foreningen mellem havodderne har der været travle, men gode dage og nætter, hvor Riggs og Dixon har skulle vænne sig til sit nye hjem og komme af med jetlaggen.

En blød overgang fra Alaska til Den Blå Planet

Der er blevet gjort et stort arbejde for at gøre overgangen fra Alaska til Den Blå Planet så blød som overhoved muligt. Fx er et Alaska-team bestående af 3 personer rejst med over Atlanterhavet, så det er kendte ansigter, der står for fodringerne og træningen. Og for at det ikke skal være løgn, så er der også blevet medbragt spandevis af foder, så havodderne får lige præcis den slags mad de plejer, sea-food naturligvis.

En havodder kan jo godt være kræsen, så her har det også været vigtigt at give tryghed og ro. Langsomt bliver de nu introduceret for den “danske” mad, og det går fint. For at illustrere kræsenheden så forsøgte dyrepasserne at give Mojoe en lodde-fisk fra Alaska, men den ville han ikke spise. Da han så fik en fisk nøjagtig magen til fra Danmark, så spiste han den straks. Haps!

Se også: Dyrepassere bevæbnet med 2000 watts hårtørrere

Nu kan gæster opleve de nye havoddere

Der har været god stemning i foderkøkkenet, og hvor dyrepasserne ellers færdes, siden ankomsten af de nye havoddere, for det er gået rigtig godt med at få dem hertil. De har spist fint og har haft en sund adfærd. Og netop fordi det er gået så godt, har tiden været inde til, at de nye havoddere endelig kunne blive vist frem for gæster og samtidig blive sat sammen med de to ældre havoddere.

Først blev den ældre havodder Agnes inviteret ind i karantæneområdet, hvor den var sammen med Riggs og Dixon for første gang i mens, at der var dyrepassere til stede, der fodrede dem (se video nedenfor). Det forløb roligt. Så gik dyrepasserne ud for at se, hvordan havodderne ville reagere, uden af der var mennesker til stede. Her blev dyrene overvåget med overvågningskamera.

Da mødet gik godt, var det tid til sidste step: At lukke dem alle ud i de store anlæg, hvor Mojoe var, og hvor de kunne opleves af gæster.

Mojoe og Agnes har haft en rolig adfærd i forhold til at møde dem. Det minder lidt om hunde, der mødes i en park. Havodderne undersøger hinanden og svømmer og dykker sammen – det ligner leg.

2 komiske situationer ved isbadet

Der har været interessante øjeblikke ved havoddernes isbade. Kort tid efter at Agnes blev sat sammen med havodderne var Riggs kravlet op i et lille badekar fyldt med is, men pludselig kom Agnes forbi og væltede isbadet, så havodder og isterninger røg på gulvet. Det så komisk ud, og det har nok været en måde for Agnes at markere sig på.

En anden måde hvorpå Agnes har vist sig frem på er ift. det store isbad, hvor hun endnu ikke har inviteret Riggs og Dixon op. Mojoe må gerne være der og nyde isterningerne, men det er endnu for tidligt med de nye havoddere.

Begge eksempler er tegn på, at havodderne markerer sig overfor hinanden, men det har ikke været mere voldsomt end dette. Der kunne godt have været et scenario, hvor de virkelig gik til makronerne og bed hinanden for at vise hvem, der er øverst i hierarkiet, men det er ikke sket. De interagerer meget sammen, og det ser ud til at foregå på en god måde, hvor det er til gavn for dem alle.

Havodderne bliver fortsat observeret dag og nat, og vi krydser fingre for at de gode takter fortsætter.