Solens stråler rammer vandet, der får bølgerne til at glimte om kap med hinanden. Det er en af sommerens varmeste dage i 2016. Cawo Hassan Hirsi er taget ud til Amager Strand med sine kusiner og søstre for at nyde det gode vejr. De bliver kølet ned ude i vandet, men pludselig er Cawo ude af syne. Hvad de andre piger ikke ved er, at Cawo er snublet og har slået hovedet mod en sten, der ligger på bunden. Hun ligger stille de næste 36 minutter, mens blodet siver ud fra hovedet og lungerne langsomt fyldes med mere og mere vand. Helt alene.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne ligge der i så lang tid og stadig sidder her den dag i dag, men mirakler sker,” fortæller hun om dagen, der forandrede hendes liv.
Cawo svæver mellem liv og død, da hun bliver fundet af en kvindelig strandgæst. Hun bliver trukket i land af strandens livredder.
”Der kom en ambulance susende. De kunne desværre ikke få liv i mig, og de kunne ikke sætte gang i mit hjerte, fordi der var for meget vand i mine lunger,” fortæller Cawo.
Herefter er der sort i lang tid. Hun ligger i koma i et halvt år.
Da hun vågner igen, starter hendes liv forfra. Et mirakel. Men intet er som før. Hun skal lære at synke. Og blinke, tale, gå, børste sine tænder. Alt. Det hele foregår på Rigshospitalet, som samtidig bliver hendes faste adresse de kommende tre år.
”Jeg fandt ud af, hvor stærk jeg i virkeligheden er,” fortæller hun om tiden på hospitalet, hvor intens genoptræning blev hendes nye hverdag.
Cawo er en fighter. Hun gør alt hun kan dag og nat i tre år, til hun langt om længe kan forlade hospitalet igen.
Udflugt til Den Blå Planet
Efter at Cawo bliver udskrevet, starter hun på Incitaskolen, og en dag lyder meldingen: ”Vi skal på Den Blå Planet.” Det er ikke ligefrem den form for skoleudflugt, der står øverst på ønskelisten. En hel dag omringet af vand – nej, ellers tak.
”Du kommer til at græde – du kommer til at bryde sammen,” tænker hun om og om igen, imens hun sidder i bilen på vej til akvariet og fortryder, at hun ikke tog en pjækkedag.
Med stor støtte fra veninden Naia tager de sammen de første skridt ind på Den Blå Planet. Første barriere er brudt. Og langsomt går det op for Cawo, at hun er i færd med at overskride den størst tænkelige grænse, hun kan forestille sig. Hun er omgivet af vand i tunelen gennem Oceantanken – sin største frygt.
“Jeg blev fortryllet af, hvordan det hele er på Den Blå Planet,” fortæller Cawo og siger, at hun glemte alt om sin angst for store mængder vand. Den rolige atmosfære på akvariet og trygheden fra klassekammeraterne får hende til at slappe mere af. Mens de sammen går og nyder synet af de farverige fisk, falder samtalerne på de samme emner som i klasselokalet på skolen. At være rolig nok til at kunne nyde så store mængder vand er ikke noget, hun troede skulle ske i nærmeste fremtid. Men det skete dén dag – på Den Blå Planet.
Cawo er klar til at bryde endnu en barriere. Ved det tropiske rørebassin plasker små rokker rundt. Bevægelserne er langsomme og elegante, og hun kan ikke lade være. Hun stikker hånden ned til dem, og de møder hendes interesse. Rokkerne er henne og hilse på hendes hånd. Igen. Og én gang til.
I takt med at angsten forsvinder, stiger interessen for de legesyge havoddere. Hun er udenfor, hvor den friske luft får hende til at slappe mere af, mens hun får sig en lille sludder med en venlig dyrepasser, der fortæller om, hvad dyrene får at spise og hvilken natur, de lever i.
Endnu en gang ændrer hendes liv sig – hun har udfordret sin største frygt. Iveren er vakt nu, og Cawo ser frem til at kunne besøge Den Blå Planet igen. Måske stadig med lidt nervøsitet, men også med glæde og spænding.
”Jeg er stadig lidt nervøs for vand, men oplevelsen på Den Blå Planet har vist mig, at det er vigtigt at udfordre sin angst,” siger Cawo og er glad for, at hun overskred sin største grænse den dag.
I dag lever Cawo med epilepsi og daglige rystelser. Men én ting er sikkert – hendes humør og livslyst er fuldt intakte.
