Legeland i havodderhuset

Legeland i havodderhuset

De fire friske havoddere stod op til et helt nyt legeland. Inde i legetøjet var der gemt lækre rejer, som de fik snitterne i.

Vores fire havoddere Agnes, Mojoe, Riggs og Dixon, vågnede op til et legeland uden lige. Dyrepasserne havde sørget for en masse legetøj, som de kunne hygge sig med hele dagen. Inde i legetøjet var der gemt lækre rejer, som de skulle få ud.
De fire vildbasser er nogle pilfingre, der elsker at rode med alt, hvad de kan komme i nærheden af.

Iskold sommer

”Sommeren” er over os, og selvom vi mennesker nok godt kunne bruge 10 grader ekstra oven i hatten, er det modsat for havodderne. For dem kan det slet ikke blive koldt nok og de elsker at rulle sig i isterninger. Heldigvis for dem er de udstyret med dyrerigets tætteste pels, så de kan sagtens holde varmen.

Læs også: Havoddere viser store evner med påskeæg

De har optil 165.000 hår per kvadratcentimeter, hvor mennesket til sammenligning har 80.000 – 150.000 hår på hele kroppen. De har brug for hvert eneste hår, fordi de er det eneste marine pattedyr, der ikke har et særligt fedtlag som isolering mod det frysende havvand.

Leg, der er godt for krop og sjæl

”Havoddere er nogle kloge dyr, og vi skal hele tiden finde på nye måder at aktivere dem på. Det gør vi eksempelvis ved at gemme mad i noget is, som de skal have fat på. Det er spændende for gæsterne at se på, men det er også vigtigt for havoddernes sundhedstilstand,” siger Kasper Jørgensen, som er dyrlæge på Den Blå Planet.

Læs også: Halloween hos havodderne

Når de leger rundt med legetøjet i vandet er det meget lig deres opførsel ude i naturen. For at skaffe mad i naturen dykker havoddere i lavvandede kystområder og indsamler bl.a. byttedyr med hårde skaller, fx søpindsvin, muslinger og snegle. Da nogle skaller er særligt svære at åbne, benytter havodderen nogle gange sten til at bryde dem op. Det er samme teknik de bruger, når der er mad gemt i noget legetøj. Og de får øvet sig nogle gange, for der skal meget føde til at gøre en havoddermave glad.