Der bliver dagligt dykket i Den Blå Planets mange akvarier, hvor der er mange opgaver, der skal passes. Alle dykkerne kan kommunikere under vand og bruge dykkerhåndtegn. Fx kan de med håndtegn sige: “Jeg går op”; “jeg er ok” eller de kan sige “fare i den retning”, sidstnævnte bliver heldigvis ikke brugt så tit. Ellers er det yderst sparsomt, hvad dykkerne kan fortælle hinanden under vand.
Denne sommer har det været anderledes med undervandskommunikationen. Den har været mere kompetent end nogensinde. Og nej det er ikke hajerne, der er begyndt at tale latin eller havodderne, som sender fotos på Snapchat. Den Blå Planet har været så heldig at have Rune i praktik. Rune er døv og kommunikerer med tegnsprog, hvilket er et fantastisk sprog – også under vand.
Tegnsprog som modersmål
Modsat dykkerne på Den Blå Planet kan Rune tale sit modersmål under vand, hvilket naturligvis har sine fordele. Det er smart, at kunne give en avanceret besked under vand.
Alligevel har der også været kommunikative udfordringer for Rune på arbejdspladsen, da ansatte på Den Blå Planet ikke kan tegnsprog. Det er Rune vant til, og han synes, at det er gået godt. Dyrepasser Peter Petersen, som Rune har fulgt særligt tæt, har lært lidt tegnsprog, hvilket har været en god oplevelse for dem begge i det daglige. Med de andre ansatte er kommunikationen også gået fint, her er der blevet gestikuleret og skrevet, lidt ligesom når man sender sms’er.
Hvordan siger man haleplettet rød juvel cichlide på tegnsprog?
Rune får jævnligt nogle timers assistance fra tolke, som er forbindelsesleddet mellem døve og hørende. Det betyder, at han får samme information som de andre til dyrepassernes morgenmøder eller i samtale med andre ansatte.
Tolkene er blevet udfordret til det yderste, når der er blevet talt om specifikke arter, for hvordan er det lige man siger haleplettet rød juvel cichlide eller den hvidstribede prinsesugemalle? Her er tale om fiskenavne, som der ikke findes tegn for. Hvis navnet er vigtigt for forståelsen, så kan det staves.
Der er naturligvis tegn for skildpadde, hammerhaj og piratfisk, hvor mange ansatte på Den Blå Planet har lært sidstnævnte. Når man skal lave tegnene for piratfisk, skal man holde en hånd for det ene øje, for at vise “pirat” og dernæst ryste lidt med hånden for at vise “en fisk”.