Skal du have fjernet rynker med slim fra en kæmpesnegl?

Skal du have fjernet rynker med slim fra en kæmpesnegl?

Umiddelbart kan en kæmpesnegl virke kedelig. Den er ikke så sprælsk. Men faktisk bruges den til rynkebehandling og som kæledyr på plejecentre. Endelig er kæmpesneglen anderledes ift. mennesket: Den er hermafrodit, kan leve tre år i isolation, og så har den røv i nakken.

Er Den Blå Planet ved at udvikle sig til et kur- og wellnesscenter? Ja det sku’ man næsten tro. Først fik akvariet dannebrogsrejer, der fjerner fingerskidt, og nu der kommet kæmpesnegle, der kan give rynkebehanling. Faktisk går der også rygter om, at akvariet snart får doktorfisk – som findes i spafaciliteter over hele kloden.

…men tilbage til de slimede kæmpesnegle.

Snegleslim som rynkecreme

En trend, der begyndte i Asien, har nu også spredt sig til Danmark, hvor der sælges hudprodukter med snegleslim. Slimen stammer fra snegle, der bor i store plantager, som ligner deres naturlige levesteder og omgivelser. Kæmpesneglene får VIP-behandling af avlerne, og det inkluderer på nogle plantager økologisk kost.

På webshoppen Derma, hvor man kan købe hudprodukter med snegleslim, skriver de:

– Snegle producerer deres slim for at reparere deres udsatte hud, når de får skrammer, sår og bliver udsat for solens stråler. Først og fremmest indeholder det en masse hud-venlige næringsstoffer. I kliniske test er det blevet konkluderet, at snegleslim forbedrer hudens tekstur og kvalitet, og formindsker rynker og fine linjer.

Om snegleslim reelt virker, kan dyrepasser Peter Petersen hverken be- eller afkræfte, men som han siger med smil på læben efter at have smurt ansigtet med snegleslim, så er han 80 år gammel, og synes, at han holder sig meget godt ;) Det må være op til læseren selv at vurdere Peter Petersens alder i videoen ovenfor.

En kæmpe kælesnegl

Sneglene bruges ikke kun til ydre velvære, men kan også skabe indre ro og glæde. I hvert fald hitter de på Skovsminde Plejecenter i Græsted, hvor beboerne nusser og giver knus til kæmpesneglene. Lilly er en af plejehjemsbeboerne, som er gladest for sneglene. Hun kan ifølge TV 2 Lorry sidde med dem i timevis, og kan godt lide at røre dem. Se film med kæmpesneglene.

Kønsroller hos kæmpesnegle

Skal man sige hr. eller fru snegl? Det er et godt spørgsmål, for kæmpesneglen er hermafrodit, hvilket betyder, at den både er han og hun på en gang. Faktisk kan kæmpesneglen befrugte sig selv, men det sker kun sjældent, da det genetisk set er ufordelagtigt.

I de fleste tilfælde parrer to forskellige individer sig med hinanden. Har kæmpesneglene samme størrelse, kan der ske dobbeltparring, hvor begge individer befrugtes. Er den ene part væsentlig større end den anden, vil den største fungere som hun og den lille som han, og der vil kun ske en befrugtning af hunnen.

Kæmpesneglen kan få mange unger. I et enkelt kuld kan der være op til 200 æg, der ligner små fugleæg, og 5-6 kuld om året er almindeligt. Det vil sige, at én kæmpesnegl kan få over tusind unger om året, der hver kan få over tusind unger osv. Så det kan godt være, at de parrer sig i sneglefart, men de formerer sig med lynets hast.

Video fra YouTube: Parring hos kæmpesnegle. Kønsorganet er i hoved.

Herre i eget hus

Hvorfor har sneglen et sneglehus? Umiddelbart ser det ikke handy ud, at den skal slæbe rundt på et tungt hus, men det giver god mening. Sneglehuset hjælper sneglen til at overleve tørkeperioder. Bliver temperaturen over 30 grader, trækker sneglen hele sin krop ind i huset. Herefter forsegles husets åbning ved, at sneglen udskiller et kalkholdigt sekret, der tørrer, når det kommer i kontakt med luft. Det ”låg”, der dannes, er tæt og sikrer, at sneglen ikke udtørrer. Sådan kan den ligge i op til tre år. Vi må sandelig håbe, at den ikke er mørkeræd, lider af klaustrofobi eller får pip af fler-årig isolation!

Røv i nakken

Kæmpesneglens krop består af tre dele: Hovedet, foden og indvoldssækken, der indeholder sneglens organer. Disse er godt beskyttet inde i sneglehuset. Tarmsystemet hos kæmpesnegl er et kapitel for sig, idet det snor sig hele vejen op igennem huset til toppen. Da der ikke er en åbning i toppen, hvor affaldsstofferne kan udskilles, snor tarmen sig hele vejen ned igen og udmunder lige midt i sneglens nakke!

Foran på hovedet har kæmpesneglen fire tentakler – to store og to små. På spidsen af de største sidder sneglens øjne, der er lysfølsomme, men ikke kan fokusere og danne egentlige billeder. Nedenfor sidder to mindre tentakler, som sneglen kan lugte og føle med. Alle fire tentakler kan trækkes ind i huset ligesom resten af kroppen, når der er fare på færde.

Time lapse: Slow-TV.
Der er lidt aktivitet ved 1:30 min., men ikke meget. Det er snegle.