Sådan kommer du i gang med undervandsjagt

Sådan kommer du i gang med undervandsjagt

I Danmark er man aldrig mere end 1 times kørsel fra kysten. Det giver et væld af muligheder - en af dem er undervandsjagt.

Undervandsjagt er kunsten at jage fisk med harpun eller håndspyd på fiskens præmisser.  Det er en af de mest skånsomme og selektive former for fiskeri, der findes – helt uden bifangst. Man får muligheden for at vælge, om man vil fange fisken eller lade den svømme, allerede når man ser den.

Her er det vigtigste at vide, når du skal på jagt under overfladen.

1. Udstyr:

Der er overvældende mange muligheder. Helt basalt skal du bruge et håndspyd eller en harpun, kniv og en maske med snorkel. Så er du sådan set klar. Det er selvfølgelig sjovere, hvis du udvider repertoiret og tilføjer et par gode svømmefødder, en våddragt, der kan holde dig varm og et blybælte, der kan hjælpe dig mod bunden, når du dykker.

2. Regler:

Du skal bruge et fisketegn. Undervandsjagt er fiskeri, så du skal selvfølgelig have de rette fisketegn før du går i gang. Det er nemt og billigt og kan købes online. Sæt dig også ind i reglerne for mindstemål og fredningsbælter– hvilke fisk må du fange hvor, og hvor store skal de være?

3. Sikkerhed:

Safety first. Sørg for at tage af sted med en dykkerbuddy, så i kan passe på hinanden og hjælpe hvis der er behov for det. Husk også at fortælle nogen hvor og hvornår, i tager ud. Det kan gå galt, når man er på undervandsjagt, så gør hvad du kan, for at sikre at sikkerheden er i top.

4. Sted:

Hvor skal du hen? Det er en god idé at holde sig fri af bådtrafik, fiskere og badegæster. Tænk også over, at du fanger for at spise, så hold dig fra områder med tungmetaller – f.eks. omkring rensningsanlæg, havne og havbrug.

5. Moral:

Du dræber for at spise og er repræsentant for sporten. Sæt dig ind i hvilke fisk du kan forvente, og gør det klart, hvad du er på jagt efter. Spis hvad du dræber, og skyd aldrig mere end du kan bruge.
Når du er ude, er du repræsentant for sporten. Din opførsel er med til at skabe andres billede af sporten, så opfør dig eksemplarisk.