Skyttefisken lever i mangrovesumpe, hvor den jager insekter – men ikke dem under vandet. Ved at trykke sine gæller hurtigt sammen kan den affyre en vandstråle og skyde flyvende insekter ned, så skyttefisken kan få fat på dem. Men nu kan de også skyde efter besøgende på Den Blå Planet.
For at bringe vandets forunderlige liv endnu tættere på vores gæster, har vi skåret ruden over ind til skyttefiskenes akvarium, så man nu kan stikke hovedet helt ind i anlægget. Her kan man lugte mangroven, høre vandets rislen, spejde efter kamæleoner i træerne og måske opleve skyttefiskens indbyggede vandpistol på egen krop.
Du ligner en skydeskive
Selvom skyttefisk er eksperter i at spotte og nedskyde insekter over vandet, kan det også ske, at de tager fejl og skyder mod større mål: Besøgende for eksempel. Menneskers øjne kan nemlig ligne skinnende insekter for skyttefiskene, så det sker, at de skyder med vand mod hovederne på folk, der stikker hovedet ind over anlægget. Skulle det ske, kan du glæde dig over, at det ikke er kæmpe mængder vand, der skydes afsted og samtidig forundres over, at den lille fisk både kan se og ramme dig fra sin våde bolig.
En særlig evne hos skyttefisken er, at den er i stand til at tage højde for den vandforskydning, der er og stadig ramme nøjagtigt, når den kigger op på sit bytte gennem vandet. Faktisk kan skyttefisken skyde insekter ned, der er helt op til tre meter væk.
Ikke et rørebassin
Selvom det kan være fristende at stikke hænderne over ruden og ned i det lune vand, er det en dårlig ide. Akvariet er ikke et rørebassin, og både skyttefisk og de vestafrikanske mudderskildpadder, de deler bolig med, kan bide hårdt nok til, at det ikke er sjovt. Så hold hænderne oppe af vandet og nyd synet af de specialiserede fisk og deres værelseskammerater.