Koralrevet vokser

Koralrevet vokser

Efter mange års forgæves forsøg vokser korallerne nu på Den Blå Planet.

Koralrevet på Den Blå Planet har været lidt af et smertensbarn. Siden åbningen i marts 2013 har vi forsøgt alt hvad vi kunne, men uanset hvad vi gjorde, ville korallerne ikke leve i akvariet. Nu er det heldigvis lykkedes, og vi er gået i gang med at “plante” nye koraller blandt de farverige koralrevsfisk som klovnfisken og paletkirurgfisken, som nogle måske kender fra Disney-filmene Find Nemo og Find Dory.

Læs også: Det vrimler med Dory’er

“Vi har en mistanke om, at glasfiber-belægningen, som betonen er belagt med, har phthalater i sig, som har gjort, at korallerne ikke kunne leve der. Vi har ikke kunnet se det i vores målinger, men vi formoder, at den nu er blevet fortyndet så meget, at korallerne begynder at gro,” siger kurator Lars Skou Olsen

Meget skrøbelige skabninger

Koraller er nemlig meget skrøbelige og kan kun leve i ekstremt rent vand. Det har altså taget næsten fire år at få det til at lykkes på Amager, men nu trives de.

Kurator Lars Skou Olsen tager hver anden uge billeder af en kontrol-koral for at måle udviklingen, og den er vokset en hel centimeter den seneste måned, hvilket måske ikke lyder af meget men faktisk er ekstremt meget for koraller, der vokser meget langsomt.

Støt koralrevene

Oprindelig kom de fleste af Den Blå Planet koraller fra Bali, hvor der er en masse undervands “gartnerier” hvor korallerne bliver opdrættet.

For at få lov til at importere dem skal man have en såkaldt CITES-tilladelse. En del af den aftale er, at 10 procent af de opdrættede koraller skal sættes ud i naturen igen, så når du besøger Den Blå Planet er du med din billet indirekte med til at støtte verdens koralrev.

Et virvar af farver

Det er der også brug for, for koralrevene er verden over under massivt pres fra blandt andet global opvarmning, forurening og turisme.

Læs også: Tornekroner – koralrevenes piggede fjende

På sigt regner vi med, at koralrevet på den Blå Planet bliver et virar af farvestrålende koraller.

“Der vil gå en del år, før det er fuldstændig dækket, men der er håb forude,” siger Lars Skou Olsen, der også regner med, at Den Blå Planet til den tid kan begynde at sende koraller til andre akvarier.