Hvorfor angriber spækhuggere både?

Hvorfor angriber spækhuggere både?

Spørgsmål

Hej Den Blå Planet

En af mine venner har netop krydset Biskay’en i sin sejlbåd og beretter om opkald fra sejlbåde på nødkanalen i området vedrørende noget, der ligner “koordinerede” angreb af spækhuggere på bådene, hvor de svømmer ind i bådene med stor kraft og derved beskadiger nogle af bådene. Nogle af angrebene varede i op til 50 min. Hvad sker der? Det har man vel ikke rigtigt set før?

Mvh
John

Svar

Hej John.

Ja det er rigtigt, at der har været gentagne angreb på lystbåde af spækhuggere. Jeg har aldrig hørt om det før. Jeg forestiller mig, at det er en leg for spækhuggerne, at de simpelthen finder det sjovt/interessant at skubbe, puffe og bide i bådene. Det er lidt interessant, at det tilsyneladende kun er lystbåde, der bliver angrebet og ikke fiskerbåde.

Spækhuggere lever i grupper, så det kunne tyde på, at det er en gruppe, der har fundet på det og så fortsætter med legen – sikkert så længe, de syntes det er sjovt. Det bliver endnu mere problematisk, hvis andre flokke også lære at angribe både. Det må ikke være sjovt at blive angrebet af op til 9 ton tunge spækhuggere på åbent hav.

Det bliver spændende at følge det fremover. Da spækhuggere er udbredt i alle have, kan det gå hen og blive et stort problem.

Venlig hilsen

Lars Skou Olsen

Kurator og chef for forskning og naturbevarelse, Den Blå Planet


Måske går du også og undrer dig over fiskenes liv, hvad de kan, og hvordan de fungerer. Her kan du stille spørgsmål om alt til Den Blå Planets eksperter. Spørgsmål og svar kan offentliggøres her på siden. Send dit spørgsmål til: brevkassen@denblaaplanet.dk.