Hvordan adskiller mennesker sig fra dyrene? De gør vi blandt andet ved vores evne til at bruge redskaber. Det troede vi i hvert fald engang. Det ændrede sig i 1960’erne, da Jane Goodall observerede, hvordan chimpanser brugte pinde til at “fiske” termitter ud af gravhøje. Nu ved vi, at krager, delfiner og havoddere m.fl. også har evnen til at bruge redskaber.
En slughals, der gemmer mad i lommerne
For at skaffe mad dykker havoddere i lavvandede kystområder og indsamle bl.a. byttedyr med hårde skaller, fx søpindsvin, muslinger og snegle. Da nogle skaller er særligt svære at åbne, benytter havodderen nogle gange sten til at bryde dem op. Og de får øvet sig nogle gange, for der skal meget føde til at gøre en havoddermave glad. Dens høje stofskifte gør, at den skal spise op til en fjerdedel af sin vægt i mad hver dag. Det vil svare til, at en voksen skulle spise 15-20 kilo mad pr. dag.
Læs også: Så tæt var havodderen på at uddø
Havodder jager på havbunden, men vender altid tilbage til overfladen for at spise. Her flyder den rundt på ryggen og bruger brystet som bord. Består middagen af krabber eller musling, bruger havodderen sten til at åbne sit bytte med. Havodderen har en særlig fordel, når den jager. Under hver underarm har den nogle små lommer i sin pels, som den kan bruge som maddepot, så den igen har frie poter til at jage med.
Havoddere har unikke madpræferencer
Havoddernes primære redskab er sten, men de bruger også andre redskaber, herunder menneske-genereret affald. Havoddere er blevet observeret, hvor de bruger glasflasker som redskab. Et dårligt valg, da flaskerne splintres.
Forskere har observeret, at den sydlige havoddere, som lever i Californien bruger redskaber oftere end den nordlige havodder, som er den art vi har på Den Blå Planet. Hvor den sydlige havodder spiser flere snegle og tykskallede bløddyr, står menuen hos de nordlige havoddere mest på søpindsvin, som er let at åbne uden redskaber, fordi de har en lille åbning i bunden, som de kan lirke op med tænderne. En anden forskel på de to underarter er, at den nordlige havodder spiser fisk modsat sin sydlige kollega.
I det hele taget spiser havoddere forskelligt rundt omkring i verden. Ligesom børn, der vokser op i Italien har forskellige fødevarepræferencer sammenlignet med børn fra Ny Guinea, har havoddere også regionale kostpræferencer. Man har iagttaget, hvordan unger kopierer deres moders jagt- og kostvaner, og man har set, hvordan den kan være forskellige for havoddere, som lever i samme område også. Denne specialisering gør, at havoddere kan leve i det samme område uden at konkurrere direkte om maden. For eksempel kan søpindsvin være den foretrukne kost for nogle havoddere, mens andre hovedsagelig foretrækker muslinger.
Effektivitet er en nødvendighed for dens overlevelse
Det betyder, at de havodder som oftest spiser mad, som skal åbnes med redskaber også bliver mere specialiceret i dets brug. Her har man endda observeret, hvordan de forsøger at åbne deres byttedyr med sten i tilfælde, hvor redskabet faktisk ikke er nødvendigt.
Os, der spiser skaldyr ind imellem ved, hvordan det kan være udfordrende at få kødet ud af en blåmusling eller en taskekrabbe, selv med specialiserede redskaber. Her må vi bøje os for havodderne, som er suveræne ved en skaldyrsbuffet. De kan hurtigt åbne en skal, som for mennesker ville tage lang tid at få åbnet ordentligt. Effektiviteten er nødvendig for dem, da de har brug for at spise hundredvis af snegle om dagen for at overleve.
Velbekomme.
Kilde: Ecological drivers of variation in tool-use frequency across sea otter populations
