Grønlandshaj skabte global opmærksomhed

Grønlandshaj skabte global opmærksomhed

Nyheden om grønlandshajens levetid er blandt de mest citerede artikler på verdensplan i 2016.

I hundredevis af år har grønlandshajen levet et stille liv, og indtil i år vidste forskerne meget lidt om kæmperne fra det kolde vand.

Med støtte fra Den Blå Planet har ph.d.-studerende Julius Nielsen gennem de seneste par år forsket i grønlandshajen, og i august kunne han afsløre, at grønlandshajen er det ældste hvirveldyr i verden.

Verdens 29. mest citerede artikel

Historien om den gamle grønlandshaj gik verden rundt med blandt andet en forside på Science og omtaler i alt fra National Geographic og New York Times til videnskab.dk og Berlingske, for det var nemlig ikke kun set med danske briller, at det var en stor historie.

Læs også: Rekord: Grønlandshajen kan blive cirka 400 år gammel

Altmetric tracker videnskabelige artikler og har netop offentliggjort deres liste over de mest citerede artikler i 2016, og der kommer nyheden om grønlandshajens alder ind på en 29. plads ud af i alt 2,7 millioner artikler.

Støtte fra Den Blå Planet

Den Blå Planet medfinansierer over en 3-årig periode Julius Nielsen ph.d.-projekt.

“På Den Blå Planet vil vi ikke kun underholde, vi vil også være med til at gøre folk klogere, og derfor deltager vi en række forskningssamarbejder, som er med til at opbygge ny viden, og vi er utroligt stolte af at være tilknyttet dette projekt,” siger Den Blå Planets vicedirektør Kai Frydendahl, der har ansvaret for videnskab og naturbevarelse.

“Publiceringen i Science viser den videnskabelige tyngde, og den efterfølgende, høje interesse viser, at det er et område, der også fascinerer rigtigt mange mennesker. Vi er meget glade for at kunne være med til på denne måde at skaffe ny viden – og samtidig formidle den til et bredere publikum,” siger Kai Frydendahl.

Støt forskning i grønlandshajen.