Brusebad til pelsede pattedyr

Brusebad til pelsede pattedyr

Nogle gange kan noget så simpelt som en vandslange fungere som berigelse – selvom den ikke er et hit blandt alle havodderne.

En måde at give havodderne en varieret hverdag på er ved jævnligt at præsentere dem for nye ting. Det kan være nye fodermetoder, nyt legetøj eller anderledes mad, som dyrepasserne bruger meget tid på at bygge og udtænke.

Men nogle gange kan noget så simpelt som en vandslange også bruges som berigelse

Nyt med brusebad

Det er ikke fordi, at der ligefrem mangler vand i havoddernes 230.000 liter store bassin. Men de fire oddere er ikke vant til, at vandet kommer oppefra. Derfor er vandet fra haveslangen noget nyt, havodderne kan undersøge og lege med – og det gør havodderen Agens, som ser ud til at elske, hver gang vandslangen findes frem.

Ikke et hit for alle

Selvom Agnes er glad for vandslangen, gælder det ikke alle havodderne. Mojoe er nemlig bestemt ikke fan. Når vandslangen findes frem, smutter han, og så kan Agnes nyde sit brusebad i fred. De yngre oddere Riggs og Dixon er lidt skeptiske, men nysgerrige på den våde aktivitet og deltager mere og mere, hver gang dyrepasserne tænder for vandslangen.

Se også: Gynge gav svingene begejstring hos havodderne

Heldigvis laver dyrepasserne mange andre berigelsesaktiviteter for havodderne, som Mojoe gerne deltager i, så han går ikke glip af det store. Desuden er havoddernes anlæg stort nok til, at alle odderne selv kan vælge, om de vil deltage eller ej, når dyrepasserne finder på nye ting.