Et indblik i en dyrepassers hverdag

Har du nogensinde overvejet, hvordan det er at være dyrepasser på Nordeuropas største akvarium? Hannah er dyrepasser på Den Blå Planet og har taget et kamera på hovedet, så I kan se med, når hun blandt andet fodrer de store dyr i Oceantanken.

Hannah er dyrepasser på Den Blå Planet og arbejder i afdeling 3, der er hjem for Oceantanken, koralrevet og det tropiske rørebassin. For at invitere indenfor i en tid, hvor dørene er lukket for gæster, har Hannah haft et kamera i panden, så I kan se med, når hun blandt andet fodrer de store dyr i Oceantanken. Du kan se, hvordan det ser ud i videoen ovenfor.

Dagen starter i foderkøkkenet

Når Hannah møder ind om morgenen, går den første tid i akvariets foderkøkken. Her forberedes foder til alle dyr på Den Blå Planet, og der er meget, der skal gøres. Fisk tøes op og skæres i store og små stykker, rejer vaskes og sorteres, og muslinger gøres klar. Alt foderet vejes og sorteres i portioner til de forskellige dyr og akvarier.

Så skal der fodres

Når foderet er klar, kan Hannah gå i gang med at fodre. De første der får morgenmad, er fiskene i akklimatet – eller backstage-området om man vil. Her går blandt andet fisk, der endnu ikke er klar til at komme ud i udstillingen. Så kommer turen til rokkerne i det tropiske rørebassin inden murænerne, de giftige fisk, koralrevet og akvariet med de små munde får dagens første måltid.

Storfodringsdag

Oceantankens rokker fodres hver dag, men tre gange om ugen er det også fodringstid for både hammerhajerne, guitarfiskene og zebrahajerne. De store dyr fodres individuelt, så dyrepasserne kan holde øje med dyrenes trivsel og give vitaminpiller eller medicin, hvis der er behov for det.

Guitarfiskene kaldes op til overfladen ved hjælp af en lang stang, hammerhajerne kommer, når de ser en bold, og rokkerne reagerer, når der tændes ekstra lys.

I morgen er der atter en dag

En del af jobbet som dyrepasser er også at holde akvarierne rene for alger og vaske op og gøre rent efter dagens fodringer – og det skal gøres hver dag. Men det er heldigvis ingen sur pligt, for som Hannah siger:

”I morgen starter det hele forfra, og det glæder jeg mig til.”