Begejstringen ville ingen ende tage, da en af vores ørnerokker forleden fødte en unge i Oceantanken.
Læs: Ørnerokke født på Den Blå Planet
Det er ikke sket på Den Blå Planet i seks år, så vi kunne ikke være gladere – troede vi. For få dage senere flyttede endnu en ørnerokkeunge ind på Nordeuropas største akvarium.
Tyk eller drægtig?
Dyrepasserne har længe holdt særligt øje med to ørnerokkehunner, som var blevet ekstra runde om maven. Da den ene rokke pludselig fødte en unge, besluttede dyrlægen og dyrepasserne at ultralydsscanne den anden for at se, om hun også var drægtig eller blot havde spist lidt for meget.
Selvom ørnerokker er drægtige og føder levende unger, lægger de stadig æg. De er ovovivipare, hvilket betyder, at hunnen lægger æg, som befrugtes, udvikles og klækker inde i moderen. Ungerne fødes som levende unger, der er store nok til at klare sig selv.
Ørnerokke til ultralydsscanning
Scanningen viste, at hun ikke bare var drægtig med en, men med hele to unger. For at undgå, at hun skulle føde i Oceantanken midt om natten, hvor vi ikke ville være der til at redde ungerne op, lod vi hende gå i slusen indtil hun fødte. Og vi ventede i spænding.
Dagene gik, og dyrlægen må have set rigtigt på scanningen, for hunnen fødte to unger som forventet. Men desværre var den en unge svag og klarede den ikke.
En lille og en stor
Men nu står vi med to ørnerokkeunger og det er jo helt fantastisk! Man skal ikke kigge længe på de to små rokker for at se, at ungerne er vidt forskellige – Den første unge er næsten dobbelt så stor som den anden. Men det er ikke så underligt, da den første unge var ”enebarn” og ikke skulle dele næringen med en bror eller søster.
Ørnerokkeunger spiser ikke de første dage af deres liv, da de har en ”madpakke” med fra ægget, men efter nogle dage begynder de at spise helt som de voksne. Vi er ekstra gode ved dem her i starten og fodrer mest med fed fisk som fx laks.
Ørnerokkeungerne kan ses gennem koralrevet, hvor de går i akvariet bagved.