Den elektriske ål fra Sydamerika er kendt for at kunne producere bioelektricitet og afgive stød. Allerede fra den klækker ud af ægget, er den i stand til at afgive stød på op til 100 volt.
Strøm til forsvar, angreb og navigation
Evnen til at danne elektricitet hos fisken har flere funktioner. Ålen veksler mellem to slags stød. Den bruger stærke stød til at forsvare sig med, hvis den føler sig truet. En kortvarig elektrisk ladning på over 650 volt og ¾ ampere er nok til, at skræmme store rovdyr væk. Det er også disse kraftige stød, som den bruger, når den skal lamme sit bytte.
Når den skal opspore små byttedyr, som består af mindre fisk, krebsdyr og andre hvirvelløse dyr, bruger den svage stød på 50 volt. Så snart byttedyret er lokaliseret, slår den over til den stærke strøm for at fange byttet. Da den er en langsom svømmer og ikke har nogle tænder i overmunden, foretrækker den at lamme byttet, så er den fri for at kæmpe..
Den elektriske ål har et dårligt syn, i stedet bruger den stød til at orientere sig med. Det er naturligvis de svage stød, der bruges, når denne ‘’funktion’’ er slået til. Man kan sige, at ‘’on-knappen’’ på den elektriske ål er tændt næsten hele døgnet. På Den Blå Planet er der en voltmåler over akvariet, som viser, hvor meget stød den udleder.
Hvorfor får den ikke stød selv?
Vand og elektricitet lyder ikke som noget, der går hånd i hånd. Og det er stadig et mysterium, hvorfor den elektriske ål ikke tager skade af den stød, den afgiver. Nogle mener, at det tykke lag slim holder fisken beskyttet fra stød, mens andre eksperter har observeret, at den nogle gange reagerer på sit eget stød. Man mener, at det har noget at gøre med ålens kropstørrelse i forhold til de dyr, som den angriber med stødet – kort sagt opleves stødet kraftigere hos byttet, end ålen.
Strøm fra start til slut – og mere til
Den elektriske ål er nok det eneste ‘’batteri’’, som kan afgive stød, selvom den er død. De færreste mennesker tør at spise fisken, da den er i stand til at afgive stød op til otte timer, efter den er død.
