Det er alt andet end opmuntrende at læse WWFs nye rapport ‘Living Blue Planet Report’. Halvdelen af de bestande i verdenshavene, som WWF har registreret de seneste 40 år er forsvundet. Havet presses på flere fronter. Overfiskeri, global opvarmning, plastikforurening og øget skibstrafik er de vigtigste faktorer, der skaber de dårlige forhold.
Menneskeskabte problemer
Fælles for havets store udfordringer er, at de er menneskeskabte. Det er også kun mennesker, der kan vende den negative udvikling. Et stærkt globalt samarbejde kan gøre en kæmpe forskel og mange af de arter, som nu er under stort pres, vil kunne komme sig igen, hvis der handles nu. Det er et kapløb med tiden, og det bliver derfor essentielt, at der kommer et godt udfald, når FN i denne måned skal tage stilling til nye bæredygtighedsmål, og når verdens leder i december mødes til klimatopmøde COP21.
Download WWF-rapporten Living Blue Planet Report
Det Blå Planet har fokus på plastikforurening
I 2015 har Den Blå Planet sat fokus på plastikforurening i verdenshavene. Den Blå Planet og miljøorganisationen Plastic Change har indgået et samarbejde for at sætte fokus på den stigende trussel fra plastik i havmiljøet. Der er nu så meget plastik i verdens have, at det dækker et areal svarende til hele Afrika. Det er alt fra engangslightere og plasticposer til bildæk og mikroskopiske plastikstykker, der er for små til at se med det blotte øje.
Havets udfordringer i tal
1/4 arter af hajer og rokker er nu udrydningstruet
8 mio. ton plastik bliver smidt i havene hvert år
29 % af verdens fiskebestande er overfisket. 61 % er fuldt udnyttede.
20% af verdens mangroveområder er gået tabt
49% gennemsnitlig nedgang ift. 1970-niveauet hos de 1.234 arter, man har målt på.
74% af bestanden af tun og makrel er reduceret fra 1970 – 2012
Kilde: WWF
Læs også: ‘Der er ingen Planet B’ af Den Blå Planets direktør Dorte Gleie i Berlingske Business
Fokus på plastik i efterårsferien på Den Blå Planet
Den Blå Planet ønsker at involvere gæster i udfordringen med plastik. I efterårsferien opføres teaterforestillingen ‘Hvalens sang’ i bugen på en 13 meter lang kunstig pukkelhvad. Inpsirationen til stykket er hentet fra historier om hav og hvaler og fra de store plastiksupper i Stillehavet, som truer havets dyreliv og dermed også menneskets levevilkår.