Blå mandage for voksne

Kom med på en spændende rejse i havdyrenes verden. Blå mandage for voksne er en undervisningsrække, hvor du både skal bruge øjne, ører og hænder.

Hver aften starter med et oplæg om aftenens tema. Efterfølgende får du selv hænderne våde ved vores vandborde, når vi skal afprøve den nye viden. Til sidst kobles teori og praksis sammen ved et af akvarierne i vores udstilling.

Billetter til Blå mandage for voksne bookes online.

Book billet

Send os en mail på undervisning@denblaaplanet.dk hvis du har spørgsmål eller ønsker information, når vi åbner for en ny omgang Blå mandage for voksne til efteråret.


En klasse for sig

Udforsk de levende danske havdyr og dyk ned i fascinerende krebsdyr, polypdyr, fisk og bløddyr. Analysér deres bygningstræk og slægtskab for at afdække, hvordan de ligner og adskiller sig fra hinanden. Få en dybere forståelse af hver dyregruppes unikke rolle i økosystemerne, og oplev den biologiske mangfoldighed, der gør hver klasse til noget helt særligt.

Habitater under overfladen

Udforsk dyrenes adfærd og lær at indrette foretrukne habitater gennem iagttagelser og diskussioner. Hvad er et habitat, og hvordan er de opbygget? Kan man ud fra fisks udseende afgøre, hvor i vandet de lever? Dyk ned i fiskeanatomi, undersøg fiskens behov og lær at tilpasse et akvarie efter deres krav. Diskuter konsekvenserne af at fjerne nøglearter som havoddere fra et økosystem af kelpskove og søpindsvin.


Koralrev og klimaforandring

Mange har set eller hørt om koralrevene rundt om i verden, men hvad er en koral egentlig – en alge, sten, plante, svamp eller et dyr? Undersøg levende koraller og få indsigt i deres opbygning og samspil med omverdenen. Vi kaster lys over forskellene mellem stenkoraller, blødkoraller og søanemoner og afdækker spørgsmål som “hvorfor er koralrevet så vigtigt?” og ”hvordan kan klovnefisk gemme sig i en søanemone uden at blive brændt. Dyk ned i begrebet symbiose og diskuter om symbioser altid er gode.

Under blækspruttens kappe

Udforsk mysterierne bag et af verdens mest mærkværdige dyr. De har eksisteret i mere end 490 millioner år, og er spredt over hele kloden. Opdag deres utrolige evner, fra farveskift og kamuflage til komplekse opgaveløsninger. På denne sjove og lærerige aften dykker vi ned i blæksprutternes anatomi gennem dissektion og gruppediskussioner. Afslutningsvis deler vi historier om intelligens, forskning og de skjulte hemmeligheder, der gemmer sig under blækspruttens kappe. Lad os sammen afdække myter og udforske, hvad blæksprutterne kan lære os.


Forløb:

En klasse for sig
Habitater under overfladen
Koralrev og klimaforandring
Under blækspruttens kappe

Alle dage fra kl. 18.30-20.15 (inklusiv kort pause)

Book billet

Send os en mail på undervisning@denblaaplanet.dk hvis du har spørgsmål eller ønsker information, når vi åbner for en ny omgang Blå mandage for voksne til efteråret.