Stor rokkeoperation på Den Blå Planet

Den Blå Planets store pigrokke blev forleden opereret. Det var anden gang inden for kort tid, at den skulle under kniven. Ved første operation havde den fået skåret en byld fyldt med blod, og nu blev der lavet en opfølgende operation.

Ved den anden operation ønskede dyrlæge Kasper Jørgensen at lave et langt større snit end ved første operation. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver forberedelse og ikke mindst mere mandskab, hvorfor flere dyrlæger rundt omkring i Danmark var kaldt til Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.

Se video fra den første rokkeoperation

Fordelen ved at være flere dyrlæger er bl.a. at operationen kan gå hurtigere, hvilket er positivt for rokken. Kasper Jørgensen havde fokus på anæstesien, og så var der to dyrlæger til at operere og sy rokkens snit. Endelig var der også mandskab til at give dyrlægerne sakse, knive og hvad der ellers skulle bruges under operationen.

Se også: Operation af en stor bars

Lyseslukker

Når rokken sænkes i det store vandkar, som er blandet med bedøvelsesmiddel, slukker dyrlæge Kasper Jørgensen lyset for at give ro til at rokken.

Operation af Tivolirokke

Da operationen af den store pigrokke var slut kunne dyrepasserne smide arbejdshandskerne, men det gjaldt ikke dyrlægerne. Nu da flere dyrlæger var samlet, kom Tivoli Akvarium forbi med en mindre rokke, som også blev opereret. Modsat den store pigrokke kunne den lille rokke opereres på et bord, da operationstiden var kort og dens vægt meget mindre. Operationen ville altså ikke presse dens organer synderligt.

Velfortjent pause til dyrepasserne

Da operationen var slut kunne dyrepasserne tage en velfortjent flydende pause i Oceanet, Den Blå Planets 4,1 millioner liter store akvarium, inden de skulle ud og passe og fodre de andre dyr i akvariet. Et kort øjeblik kunne de godt ligne 6 havodder, der flød rundt :)

Dags dato har rokken det godt. Den er i et karantænebassin ved Oceanet, hvor den spiser og får sin medicin, hvilket er positivt.