Fra Danmarks Akvariums hæfte “Koral – Det undersøiske skatkammer” 1999.
Det første man tænker på, når man hører om koraller er lys. Det store lys, en høj blå himmel der er 180 grader stor på alle sider, fordi korallerne bliver til lige der, hvor havet hører op og himlen begynder.
Korallerne bliver til, hvor mennesket begriber den oceaniske lykke. Lige der, i det skabende øjeblik mellem hav og himmel. Der hvor man aner evigheden. Fortryllelsen ved at være til. Forstår hvorfor indersiden af Jomfru Marias kappe er lyseblå, og hvorfor kongernes farve er dybblå.
Da jeg for nogle måneder siden havde den oplevelse for tredje gang at besejle Tuamotu atollerne, oplevede jeg måneder, hvor alt handlede om koral.
Korallerne er komplicerede ved, at de på den ene side er dykkerens paradis, samtidig med at de er sømandens mareridt.
Som ganske ung sømand besejlede jeg første gang dette største koralø-område i Stillehavet. Før satellitnavigation, og kun med tabeller, log, kompas og en hundrede år gammel sekstant. Da jeg slog op i farvandsbeskrivelsen, de engelske pilots, fik jeg en hel kontant beskrivelse af, at jeg var på dybt vand navigationsmæssigt.
“This area in the South Pacific is only for first class navigators,” står der, og så følger i teksten, hvor mange snese skibe i alle størrelser der er forlist på de farlige koralrev inden for de sidste par år.
At sejle mellem koralatoller er altså at indgå en pagt med stjernerne, sit sømandsskab, beregningerne på månen for at udregne stærke strømme og så de planetare vindsystemer for at undgå de farlige hurricanes, de tropiske cykloner.
Det var Darwin, der var først ude med, hvordan koralatollerne var blevet til, selv om han gav sig god tid med teorierne, fordi han var en forsigtig forsker, der mente, at det var vigtigt at stille spørgsmål. Og så måtte svaret komme hen ad vejen, når sagerne var blevet undersøgt hele vejen rundt.
Der er kun ca. 400 atoller i verden, og deraf ligger de 76 samlet i Tuamotu eller Puamotu, som de lokale polynesiere kalder deres ørige af ringrev.
Den sidste atol er opdaget så sent som i 1936 og kom først i det engelske admiralitets søkort over området efter 2. Verdenskrig.
Atollerne er et af geologiens vidundere. De opstår ved at en vulkan bryder op gennem oceangulvet, for langsomt, fra meget store dybder, at hæve sig til en ø.
Øen står altså på en forholdsvis tynd søjle, som en blyant, hvor kun spidsen kun lige stikker op over havoverfladen.
Havstrømmene slider ustandseligt på den lange basaltsøjle, som øen står på, hvilket betyder, at øen under det enorme søjletryk, langsomt men sikkert, skrider tilbage i havet.
Men fordi øen ligger i troperne, sker det fantastiske. Medens øen skrider tilbage i havet, bliver korallerne i den oprindelige strandkant, fra dengang øen havde sin største diameter, ved med at vokse op mod lyset. Til sidst er øen i midten helt væk, men korallerne vokser stadig mod himmellyset og vidner til sidst om øens gamle strandkant.
Der hvor øen engang lå i årmillionerne, er der nu en henrivende blå lagune. Og det er jo netop det, der er så enestående ved atollerne, set fra navigatørens synspunkt. At hvis der er hul ind i revet, kan man komme ind i lagunen og dermed opankre i en stille sø midt i oceanet.
Lagunerne er ideelle ankerpladser. Koralsand på en 10 til 45 meters dybde, men med farlige og meget smukke koral patches overalt tæt på overfladen, men ringrevet ligger hele vejen rundt som en beskyttende bølgebryder. Ikke alle atoller har en naturlig bådpassage gennem revet til lagunen. En så enestående ankerplads i så øde havområder er en udfordring, hvilket kan ses på Bora Bora, der er halvt ø og halvt atol, og hvor amerikanerne i 1943 sprængte et hul i revet, for at bruge den blå lagune som sikker ankerplads under stillehavskrigen mod japanerne.
Spaniere kom først
De første europæere der så atollerne og nogenlunde kortlagde dem, var de store spanske og portugisiske opdagelsesrejsende Mandãnã, Quiros og Maggallan.
De så kun en eneste af Tuamotu atollerne. Den ganske lille, ensomt beliggende, men beboede PukaPuka.
Det var Captain Cook, der som den første i verden kom hjem til Admiralitetet i London og præcist fortalte om, hvilken bredde og længdegrad koraløerne lå på, fordi han havde det første nøjagtige ur med.
Sømanden har siden middelalderen haft rimeligt tjek på bredden. Men længden var sværere at beregne, fordi tid og jordrotation som bekendt er det samme, og derfor kræver nøjagtigt kronometer. Fire sekunder svarer til en sømil på længdegraderne.
Sejler man til South Pacific med et ur der går mange minutter forkert, ender man et helt andet sted i verden.
Hjemme i London fortalte Cook til Royal Society om atollerne og berettede med stor forundring om, hvordan hele øer kun bestod af disse døde kalkdyr. Han fortalte om deres skønhed og farlighed og om atollen Anaa, der er helt lukket og har en lagune, der fra sin gulhvide koralsandbund lyser som et diadem ud i rummet. Et omvendt fatamorgana op på himmelhvælvingen.
Driver der en hvid passatsky over atollen, kan man se hele ringrevet med grønne palmer på skyens underside.
Lyset over atollerne er et lys, der ikke findes noget andet sted på jorden. Som navigatør kan man på meget stor afstand se en lav atol, ved at iagttage den skyformation som atollen skaber på himlen på grund af lagunens ofte 32 graders varme vand i forhold til oceanets 28-29 grader.
De første mennesker i rummet fortalte om, hvad de kunne se af bygningsværker fra den store højde: Den kinesiske mur, russernes dybblå Baikalsø og nogle af de allerstørste byer. Men det smukkeste, sagde de enstemmigt, var koraløerne i sydhavet. Et smukkere smykke på jorden fandtes ikke.
Ethvert menneske ønsker sig til verdens blå ende, når de ser et satellitfotografi af en atol i Sydhavet. Har man en gang set lyset hen over en lagune på en atol, er man for evigt tabt til udlængslen. Igen og igen vil man vågne i det danske vintermørke og drømme sig tilbage til dette lys. Man må tilbage igen. Og selvom lyset også kan være så skarpt, at det kan give øjenbetændelse, består helbredelsen i, at man lader sig glide ned i det klare friske vand, der er fuldstændig fri af bakterier, for at se på korallerne og måske skyde sig aftensmaden sammen med en polynesisk dykker.
Fantasi og drømmeverden
Korallernes verden er også grotternes rige og dermed den hule i vores fantasi, hvor vi har kultsteder, dødelige livsfarlige kykloper eller helligdomme og rigdomme begravet.
For enden af regnbuen ligger skatten begravet i en hule. Den hule der er vores barndomsland, og hvor forandringer og fortryllelser smelter sammen.
At dykke mellem koraller er en af de allerstørste oplevelser der kan forundes et menneske. Og glem alt om det moderne komplicerede dykkerudstyr med flasker og det store Anders And udstyr. Et par svømmefødder, en snorkel og en maske og så en øvelse i at dykke, og så går man går ned på tityve meters dybde og der er god tid til at se sig omkring.
At dykke mellem koraller er også glæden ved at tænke. Ved pludselig at kunne genkende mønstre og symmetrier, alt i den smukkeste balance med koralfiskene, der i deres camouflage mellem korallerne er så perfekte, at der kan gå meget lang tid inden de opfattes af det menneskelige øje.
Koralrevets måske allersmukkeste dyr er den otte armode blæksprutte. I balletagtige svævende spring bevæger den sig fra koral til koral og skifter øjeblikkelig farve efter sit nye ståsted, samtidig med at den ved at bevæge sig ind i korallen, som den lige som omfavner, bliver usynlig.
Man kan stirre lang tid ind i en koralformation for så pludselig at opdage, at den bevæger sig og bliver til en blæksprutte. Føler den sig truet, springer den væk med en tilsyneladende fuldstændig beherskelse af alle otte arme, samtidig med at den skyder projektiler fra blækdepotet ud i vandet, for derefter at glide smøragtigt ind i en koralformation, hvor den er i sikkerhed.
Så skal man have tålmodighed, indtil man opdager at den stirrer på tilbage med sine store smukke øjne.
Som et af de meget få mennesker har jeg haft den glæde at have dykket mellem koraller i hele det tropiske bælte omkring jorden.
Jeg har som det første menneske set ned i verdener, som ingen andre før har oplevet. Og jeg er kommet tilbage med ti års mellemrum og har set hvad der sker, når noget meget sart som koraller bliver ødelagt eller blot sjusket misbrugt.
Jeg skal ikke male fanden på væggen (det er der andre der gør), men fortælle at i denne havverden, hvor man kun skal se, men ikke røre, gøres der også mange tiltag for at beskytte koraller.
De er en stor kilde til menneskelige oplevelser, til iderigdom og livslyst og har dermed også helbredende virkning.
Aldrig bliver der leet og grinet så meget ombord som efter et godt dyk mellem tropiske koraller. Jeg husker engang en ung kvinde som efter et dybdedyk sagde, at det havde været lige som at klæde sig lækkert på for at gå i byen med et par veninder, og så slå en stor rød stribe læbestift lige ret ned gennem hovedet.
Glemmes skal det vel heller ikke, at havet i slutningen af dette årtusinde har givet mange mennesker uden de store økonomiske muligheder en stor nydelse af oplevelse og skønhed, ved at kunne betragte livet og dermed koralrigdommene i havet.
Jeg kan godt få betænkeligheder med de nye tiltag til at gøre nogle af verdens ensomt beliggende øer til nationalparker. Ikke fordi jeg har noget imod nationalparker, hvor man beskytter naturen, men virkeligheden bliver jo ofte den, at kun verdens allerrigeste får mulighed for f.eks. at dykke der.
Man kan således godt dykke på Isla del Coco, 300 sømil vest for Costa Rica i Stillehavet, hvis man har 45.000 kr. og en uge til rådighed. Men Søren, Peter, Susanne og Birgitte der er i gang med at bygge et skib op i Ålborg eller Skælskør, og vil til verdens ende fyldt med dykkerdrømme (måske til Cocosøen), de kan godt holde sig væk.
De er forment adgang, fordi de ikke har penge nok med hjemmefra.
På mange store, meget besøgte koralrev i Caribien er der nu lagt bøjer ud, således at ankerkast direkte på korallerne er forbudt.
Store områder bliver forbeholdt svømmedykkere uden harpungeværer, og fisk og koraller har det bedre nu end for blot ti år siden.
Fra naturens side har de virkelig store koralrev beskyttet sig på den allerbedste måde. Et levende koralrev kræver stærk gennemstrømning af havvand. Det er der fra naturens side mest af på ydersiden af atollerne.
En kaptajn der sejler med en dykkertosset besætning er i evig konflikt, fordi en dykker altid vil dykke derude, hvor det set fra en navigatørs synspunkt, er fuldstændigt uforsvarligt at opankre.
Ansvarlige skippere viser hensyn
Nu om dage vil de fleste ansvarlige skippere også tage hensyn til ikke at smide ankeret på en ødelæggende måde mellem smukke, meget langsomt voksende koraller.
En skipper der smider ankeret oven i en gruppe uberørte koraller må sige til sig selv, at der vil gå hundrede år inden hans skade er genoprettet.
Det er ikke så slemt, som mange ikke maritimt kendte måske gør det til.
Selvfølgelig giver det et større slid på havet, at vi er blevet så mange mennesker på jorden.
Flere og flere mennesker har mulighed for at opleve korallernes skønhed. Men på en hvilken som helst atol eller ø verden over, har der lige fra de første skibe som besøgte stedet kun været en eller måske to virkeligt forsvarlige steder at lade ankeret gå.
Mange forhold spiller ind. Vindretning, oceandønning der gør losning besværlig eller direkte umulig, vindspring omkring et bjerg, anden skibstrafik i snævre løb, bundens evne til at holde på et anker, muligheder for at komme tørskoet i land i en lille gummi eller robåd.
Der er mange grunde til at sømanden smider sit anker, hvor han vælger at gøre det, og det vil stort set altid være på de samme steder og har været det i århundreder.
Smider skipperen til gengæld ankeret på virkelig koralbund, er der meget stor chance for, at han aldrig får det op igen, da et anker snoet omkring en koral patch ret sikkert er et mistet anker, hvis man da ikke har dykkerudstyr ombord, således at man kan dykke ned til ankeret, og på den måde redde sit grej.
Det bliver ikke det, at menneskene ser på koraller gennem et par dykkerbriller, der vil ødelægge verdens koralrev.
Derimod er det meget mere ødelæggende, at store industrier stadig dumper millioner af tons affald, hvor meget af det måske er radioaktivt.
Russerne mener i øjeblikket, efter at arkiverne virkelig er ved at blive lukket op, og flere og flere mennesker tør tale frit, at der er ufatteligt meget giftgas i vores farvande, og ingen mennesker kan stille noget som helst op over for det.
Lader man det ligge, siver giften nu ud af de rustne tromler, og rører man ved det går de i stykker. Nøjagtig de problemer man gjorde opmærksom på, da man dumpede i Nordsøen fra Grindstedværket og i Biscayenbugten mellem Frankrig og Spanien med radioaktivt affald for ikke så mange år siden. Men der var ingen politisk vilje til at gøre noget ved det.
I det sydlige Rødehav, et sted hvor koralrigdommen er helt enestående, ses skibe fra den rige verden lænse smøreolie direkte i havet, for at blive fri for en beskeden regning i land.
Der har jeg sejlet mange sømil efter et skib, der smed så mange tons fed olie i havet, at bølgerne helt lagde sig, og smurte Nordkaperen ind som en sort havfugl. Da vi kaldte det forurenende skib på VHF radioen, lod de være med at svare.
De fattige afrikanske lande der har kyststrækninger mod Rødehavet, har ikke en chance for hverken at opdage det eller sagsøge de multinationale selskaber der ejer skibene.
Jeg har mødt en kaptajn der blev fyret fra sit rederi, fordi han nægtede at dumpe spildolie direkte i det Indiske Ocean.
Hvor træerne i skoven er bundet til en helt bestemt plet på skovbunden hele sit liv, således er korallerne stort set også bundet til ét sted, selv om de kan vokse sig store og på den måde brede sig.
For ikke så lang tid siden dykkede jeg op af en flere hundrede år gammel hjernekoral, der havde en overflade på omkring 5 kvadratmeter. Det var for øvrigt ganske tæt på bebyggelse, på en atol der hed Makemo i det centrale Tuamotu.
Det var på en coral patch, kun en halv kabellængde fra hvor vi var opankret foran atollens lille by. Man kunne tydeligt se, at der lå efterladenskaber efter en perlefarm i form af jernstativer, cementklodser og nylonline. Alligevel, sikkert fordi patchen lå tæt på revpassagen ind til lagunen og dermed også en stærk gennemstrømning af frisk havvand, så det ud til, at det enestående økosystem, som en coral patch er, ingen skade havde lidt, eller det reetablerede i hvert fald sig selv.
Alle de koraller der er i området var repræsenteret. Tridacna muslingerne stod og åndede med deres blå og gule læber og reagerede som de skulle ved blot den allermindste berøring. Papegøjefiskene cirklede omkring og gnavede med deres store tandsæt direkte af korallerne som de lever af og havde travlt med at fordøje den meget kalk, som man kan se som støvskyer af rent sand stå ud af gattet på dem.
Når man bader på koralstrande, skal man sende papegøjefisken en venlig tanke, da det er den, der er hovedleverandør til det gyldne koralsand, som har været igennem maven på fisken.
Tilsyneladende sunde fisk alligevel giftige
Korallerne rummer endnu mange hemmeligheder i sig.
Ingen ved, hvorfor der på nogle af atollerne er kraftig siguatera (fiskeforgiftning).
Vi sejlede igennem det område af Fransk Polynesien, der i 40 år har været holdt afspærret af franskmændene som restricted area, fordi det var her, de sprang atombomberne på Mururoa og Fangataufa.
Vi besøgte hovedbasen, atollen Hao, og spurgte også der om siguatera.
Ingen ved hvorfor en fisk, der er fanget i den ene ende af en atol har en mørkerød lever, som er meget giftig for mennesker, mens man kan sejle et kvarter i en gummibåd og der skyde en anden papegøjefisk med en lyserød, frisk og sund lever.
Man har selvfølgelig givet atombomberne skylden, og de har sikkert også en del af den.
Men man har også eksempler på at en gammel cykel eller en tabt påhængsmotor i en revpassage har givet siguatera.
Hvorfor bliver nogle tilsyneladende sunde fisk giftige et sted ved at leve mellem koraller, men ikke et andet?
Tænker man på koraller, kommer man med det samme til at tænke på de dyr, som de lever i den smukkeste symbiose med – de højere udviklede muslinger og snegle.
De består, ligesom korallerne, hovedsageligt af kalk, men de bevæger sig og det er først inden for de sidste 20 år at man har fundet ud af, at de bevæger sig langt hurtigere end antaget. Ja de spadserer faktisk over hele Stillehavets bund fra det Indopacifistiske havområde – det område i verden, der har den største artsrigdom af både muslinger, snegle og koraller – og helt til den marinebiologiske uhyre interessante Panama Golf, en kogekeddel af en bugt, hvad angår artsrigdom mellem det nordlige og det sydlige Stillehav.
Koraller som byggestene
Fra atollerne kommer den døde koral, der på ydersiden af revet bliver til en forstening. Det bliver det helt afgørende byggemateriale til huse, fyrtårn, kirker, ferskvandsbeholdere, havnemoler og bassiner til større fisk og havskildpadder.
Kun hvis der er gode økonomiske muligheder, importerer man dyrt træ.
De danske sydhavskaptajner Viggo Rasmussen og Laurits Vilhelm Ørbech (der var lods for skatteøens forfatter Robert Louis Stevenson) slog sig ned på atollerne Tongareva i det nordlige Cooks Island og på Makemo i Fransk Polynesien.
De byggede deres hjem i træ, som de selv importerede. Det blev til kopier og erindringen om barndomshjemmet med dannebrogsdøre og fyldninger i panelerne.
Deres huse, som ligger der endnu, ligner drømmen om det perfekte kolonihavehus.
Hjemlængslen ses i de mange små detaljer. Fx de gulnede familieportrætter sammen med billeder af sejlskibe, marine malerier, trofæer og billeder fra lange togter, dekorerede kaskelothvaltænder, billeder af helt store Blue Marlin og Dorado fisk eller hvide hajer, der sjældne gange har forvildet sig ind i lagunerne. Alt indrammet af slebne koraller, udsøgte konkylier, sjældne eksemplarer af den store mother shells og sorte perler.
Tropehavernes indhegning var skulderblade eller barder fra strandede hvaler.
Zoologer taler helst om muslinger og snegle, men i os alle, lige fra den sommer hvor vi fandt vores første smukke musling, har vi en lille konkyliolog i os.
Det er en syttenhundredetalsbeskrivelse af et menneske, der samler på smukke skaller fra havet.
Sneglenes skønhed i deres fantasifulde og farverige snoninger gengiver vi i vores arkitektur og i vores indretning af vores hjem i form af design.
Personligt har jeg altid givet konkylier til mine børn i deres barnesenge. For hvad er bedre i verden end en smuk havsnegl at gemme på. Hvad synger bedre til fantasien om hemmelige tangskove, konen i muddergrøften, stjernerne på himlen.
I en verden, hvor der hele tiden er et eller andet, og i en tid der dyrker det uægte som det virkelige, vil korallerne altid indeholde den fantasiskabende rigdom, de sindsbilleder, der får os til at gribe dybt, dybt ned i vores erindringsverden.
