Hvor gemmer havslangerne sig?

Hvor gemmer havslangerne sig?

foto1

Vi leder både dag og nat. Det er ligesom gemmeleg. Vi finder fascinerende havskildpadder, stenfisk, gående hajer og endog en enkelt landslange. Men ingen havslanger.

Det er ikke usædvanligt. Ofte holder slangerne til i huler og i bestemte områder. Nu har vi kontaktet flere fiskere i området og endelig i dag fik vi bid… Altså med en fisker.

Bemærk: Havslangerne er ikke længere i udstillingen.

Fiskerne ved, hvor slangerne er om natten

Fiskerne genkender de fotos, vores australske havslangeekspert, Dr. Kate Sanders, har medbragt. Fiskerne kender til to huler, hvor havslangerne opholder sig om natten, så gæt hvor vi skal hen her til eftermiddag?

Ganske rigtigt! Afsted til de små huler i vandkanten og ud at dykke og udforske områdets koralrev, for når havslangerne ikke sover i hulerne, må de være ude at jage på koralrevet i nærheden.

foto5

Sådan fanger du en havslange

Når vi leder efter havslanger, spreder vi os godt ud på koralrevet. Men vi har altid vores personlige ”dykker-buddy” i syne.  I iveren efter at se de gådefulde slanger, må sikkerheden ikke glemmes.

Sammen afsøger vi revet og spejder efter det syn, vi alle håber på: En bugtende stribet havslange.

Læs også: Første glimt fra havslangeekspeditionen

Udstyret til at fange havslanger er lige til at gå til. Neoprenhandsker til at beskytte mod bid, og så medbringer vi en dyb netpose. Når havslangen spottes på revet, tages netposen på armen, og med hånden (og netposen ud over) fanger vi slangen i et snuptag.

Tricket er at holde fast uden at klemme den og så trække netposen ud over hånden og havslangen. Nu befinder slangen sig inde i posen og hånden udenfor. Posen lukkes, og slangen kan slippes. Fanget! Og så op i den blå vasketøjskurv med låg.

De bedste hilsner fra Lars og Peter.

foto2

Hvem er med på ekspeditionen?

Ekspeditionsleder, lektor og dr. scient. Anders Hay-Schmidt (Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Københavns Universitet), Havslangeekspert, lektor og ph.d. Arne Redsted Rasmussen (Design og Konservering, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur), Fiskeekspert, lektor og ph.d. Peter Rask Møller (Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet), Forskningschef og ph.d. Peter Gravlund (Den Blå Planet), Kurator Lars Skou Olsen (Den Blå Planet), Lektor Erik Frausing (Frederiksberg Gymnasium), Dykkerleder Henrik Agner (Søværnet). Derudover deltager to indonesiske og en australsk forsker. Ekspeditionen er støttet af Carlsberg Fondet, Lundbeck Fonden, Bodil Pedersen Fonden og Brødrene Hartmanns Fond.