Havskildpadde til røntgen og ultralyd

Havskildpadde til røntgen og ultralyd

Den Blå Planets tungeste dyr, den 92 kilo store havskildpadde, blev den 21. juni 2019 kørt til dyrehospitalet i Karlslunde, hvor den blev undersøgt pga. sygdom. Der var mange bud på, hvad den fejlede. I sidste ende viste det sig, at et skud antibiotika var det, der skulle til, for at blive frisk.

Da Den Blå Planet for et år siden blev to havskildpadder rigere, blev dyrlæge Kasper Jørgensen hurtigt klar over, at vi ikke fik havdyr, der var i deres livs form. Begge havskildpadder var overvægtige, og større end de burde være i deres alder. De kom på smalkost, men desværre døde den ene senere efter sygdom i nyrerne.

Tegn på sygdom for en havskildpadde

Den anden havskildpadde holder vi naturligvis et vågent øje med, og dyrepasserne holder den fortsat på slankekur. Trods anstrengelser for at holde den sund og i bedre form, blev den alligevel syg. Da en dyrepasser en dag konstaterede, at den ikke spise gentagende gange, blev det klart, at der var noget i vejen, for havskildpadder er normalt altid klar til at spise næsten hvad som helst. Senere blev den observeret på bunden af oceantanken, hvor den så afkræftet ud. En dyrepasser hoppede straks ned og hjalp den op.

Afgang til dyrehospitalet

Som dyrlæge handlede det om, at finde ud af, hvad der var i vejen med havskildpadden. Der var mange muligheder. Det mest oplagte ville være, hvis den var kommet til at sluge noget, der ikke var mad.

Dyrlæge Kasper Jørgensen besluttede, at den måtte køres til dyrehospitalet Evidensia i Karlslunde. Det er let at komme dertil med motorvejen, og de har alt, hvad man skal bruge for at lave en ordentlig undersøgelse.

Det krævede mange folk og en mindre lastbil at flytte en så stor havskildpadde. Det var cross fit på den vilde måde. Der var mange til at løfte, og så var det godt at have en vogn at flytte den på.

Først fik den røntgenstråler. Til stor fornøjelse for dyrlægerne viste det sig, at der faktisk var en skildpaddefunktion på røntgenapparatet . Normalt er den indstillet til hunde, men nu skulle der pludselig skydes stråler igennem et tykt skjold. Røntgenbilledet var negativt, dvs. det virkede ikke til, at havskildpadden havde slugt et fremmedlegeme.

Men hvad var der så galt?

Måske en ultralydsscanning kunne gøre dyrlægerne klogere. Det kunne den til dels. Her kunne man se, at havskildpadden havde flere væskesamlinger, og der var små tegn på en infektion.

Dyrlægerne tog også blodprøver til diverse målinger, også var der ikke mere at gøre på dyrehospitalet. Den tunge havskildpadde kom tilbage i bilen og kørte, heldigvis ikke i skildpaddefart, hjem til Den Blå Planet, hvor den straks fik antibiotika.

Det hjalp og hurtigt fik havskildpadden sin gamle appetit tilbage. Den spiser nu alt det foder, den får, og  finder den et frisk hajæg i Oceanet, ryger det også ned. Den er jo en havskildpadde.