Er det sådan her, at du tænker havet er?
Eller sådan?
Nu må du gerne åbne øjnene igen, hvilket du nok allerede har gjort, hvis du læser dette. Måske har du tænkt på Vesterhavet, Amager Strand eller en snorkletur i syden.
Vores oplevelser af havet præges af vores brug og tilgang til det, fx når vi bader, sejler, fisker og dykker.
Sandheden er at ingen af disse billeder giver et reelt billede af, hvordan havet primært ser ud.
Sådan ser havet ud:
Havet er sort som kul. I hvert fald langt størstedelen af det. De fleste steder i havet er der sort skærm dag og nat.
Dybhavet er en verden uden lys. Det begynder i 200 meters dybde og forsætter ned til verdens dybeste sted – Marianergraven som er 11 kilometer dyb, nok til at skjule verdens højeste bjerg.
Det meste af jordens overflade er dækket af dybhavet. Hvis man måler dybhavets overflade, hvor havene er mindst 1.000 meter dybe så ser man, at dybhavet dækker et areal på lidt over 60 % af klodens overflade.
I det ensomme dybhav er der intet planteliv, så fødekæden er afhængig af næring, der synker ned fra overfladen. Temperaturen er stabil på cirka 1-2 graders varme, her er ingen havstrømme, intet tidevand, ingen lyde og saltindholdet er konstant.
Små lys i mørket
De dyr som lever i dybet kan ikke leve ved havets overflade – eller omvendt. Dyrene har ekstreme tilpasninger for at kunne overleve. En velkendt funktion er at 90% af dyrene kan lyse. Det er ikke for at se, men dels til at lokke bytte med, dels som kamuflage. De lysende organer virker på samme måde som hos ildfluer. Lyset fremkommer ved en kemisk reaktion, og processen foregår næsten uden varmeenergi. Derfor taler man om koldt lys.
Èn af de lysende fisk er Melanocetus johnsonii en tudsefisk, som for første gang blev filmet levende i 2014 (se film nederst). Dybhavsfisken har et særligt parringsritual. Når hannen har fundet en hun, vokser den bare fast på hendes krop som en slags parasit. Og når han sidder der, går de indre organer i opløsning, indtil han stort set ikke er andet end en lille sæk af sæd.
