Søheste er ikke som heste er flest. I forhold til at få afkom adskiller de sig fra alle andre levende væsener. Når en hun har fundet prinsen på den hvide søhest, så lægger hun sine æg ned i en rugepose, som hr. søhest har på maven. Herefter klarer hannen véer og fødsel af søhesteungerne, som man fristes til at kalde søføl.
Se også: Hr. søhest har “født”
Luft i både pose og sæk
Søhestehanner går ikke med rygsæk, men de har en rugesæk, og lige netop rugesækken havde voldt to af Den Blå Planets vestatlantisk søhest, Hippocampus erectus, besvær. Da dyrepasser Mathias Skov på sin morgenrutine gik forbi søhestefolden kunne han se, at to hanner lå vandrette i overfladen.
Søhestene havde i løbet af natten været på en lidt for vild udflugt, hvor de var kommet tæt på en luftpumpe og fået luft i rugeposen. Luften skaber en ballon-effekt, hvilket betød at de to søheste ikke kunne komme længere ned i akvariet til de andre søheste. Det er en skidt situation for en søhest.
Se også: Planetens smukkeste hest
Dyrlæge Kasper Jørgensen blev tilkaldt, og straks kunne der laves et lille indgreb. En lille slange blev ført ned i rugesækken så luften kunne pible ud, og straks efter svømmede søhestene stabilt i vandet og kunne føres tilbage til sine artsfæller.
Dyrepasserne har nu lavet en ekstra sikkerhedsforanstaltning, sådan at søhestene ikke nærmere sig pumpen igen.