Søndag den 21. oktober blev der afholdt et særevent på Den Blå Planet – en dissektion af en klumpfisk! For en måned siden gik en klumpfisk i en fiskers net i Rødvig, ud for Stevns. Fiskeren kontaktede Den Blå Planet, men desværre døde den inden den kom frem til Den Blå Planet.
Spændende resultater i klumpfiskens mavesæk
Særeventet forløb over to timer og blev besøgt af mange nysgerrige gæster. Dyrlæge Mai Mundeling, som stod for dissektionen, var glad for den store interesse fra gæsterne, men også for de resultater, hun kom frem til.
”Rent faktuelt vejede klumpfisken 8,4 kg og var 54 centimeter lang. Jeg undersøgte dens forskellige organer, hvor mavesækken gemte på nogle overraskelser. Klumpfisken havde bl.a. indtaget mindre fisk, såsom tobis og brislinger. Opdagelserne i mavesækken er ret specielle, fordi der er en udbredt tro om, at klumpfisk kun spiser vandmænd” fortæller dyrlæge Mai Mundeling.
Gæster assisterede under klumpfiskdissektionen
Mai Mundeling måtte på et tidspunkt have hjælp fra gæsterne til at holde den lange mave-tarm-kanal, da den skulle måles. Den målte 2,10 meter.
”Under dissektionen fandt jeg yderligere ud af, at klumpfisken havde rundorme i leveren og en fladorm på 1,15 meter i mave-tarm-kanalen,” fortæller dyrlæge Mai Mundeling.