En af vores guitarfisk døde i denne uge, uden at vi vidste hvorfor.
Den havde været syg i et par dage og var holdt op med at spise, og selv om vi gav den antibiotika og sondemad, kunne vi ikke redde den.
Dyrlæge Kasper Jørgensen obducerede den for at finde ud af, hvorfor den døde, og undervejs opdagede han, at det måske ikke engang var den art, vi troede.
Angrebet af de andre fisk
Obduktionen gav ikke noget entydigt svar på, hvorfor guitarfisken døde, men dyrlægen fandt en række indicier, der til sammen kan forklare det.
Læs også: Vild video: Kæmpefisk på operationsbordet
Dels havde guitarfisken bidemærker over det meste af kroppen. Dels fandt vi tegn på infektion. Og dels viste det sig, at den faktisk var kønsmoden og producerede æg, hvilket kræver meget energi for fisken.
Kombinationen af at skulle bruge energi på at producere æg, samtidig med at den blev angrebet af andre fisk og skulle kæmpe med en infektion blev desværre for meget.
En helt anden art
Vi fik guitarfisken fra Indonesien for cirka fire år siden sammen med fire andre – en voksen og tre unger – og de var købt som samme art. Planen var at kunne avle på dem, men noget er måske gået galt.
Det er meget svært at se forskel på guitarfisk, når de er små – som den nu afdøde guitarfisk var, da den ankom. De ændrer nemlig udseende – farver, striber, prikker etc. – når de bliver ældre.
I et stykke tid har dyrepasserne derfor haft mistanke om, at der ikke var tale om samme art, og fundet af æg styrker mistanken.
DNA skal afsløre det
Hvis der var tale om den art, vi først troede, ville guitarfisken nemlig ikke kunne være kønsmoden: Den er ganske for lille. Men hvilken art, der så er tale om, står i øjeblikket hen i det uvisse.
Nu får vi taget DNA-prøver af den store hun og en lille han, vi fik samtidig med den nu afdøde guitarfisk.
Prøverne bliver sendt til analyse, og så vil det vise sig, om det er samme art. Hvis det ikke er samme art, findes både den “gamle” og den “nye” art forhåbentlig i databasen – ellers har vi nogle fisk, vi ikke præcis ved, hvad er.