Bemærk: Krokodillerne er ikke længere i udstillingen.
Den filippinske ferskvandskrokodille (Crocodylus mindorensis) er kritisk truet ifølge UICN’s rød liste, da der kun er 250 tilbage i naturen (2011). Grundet den lave bestand er Den Blå Planet med i et avlssamarbejde for at bevare arten. Den faldende bestand skyldes bl.a. habitatødelæggelser. Derfor fordeler man krokodillerne ud til andre zoologiske haver og anlæg, hvor de er bedre stillet end i naturen.
Se også: Sundhedstjek af kritisk truede krokodiller
En avlskoordinator sørger for, at krokodillerne fordeles ordentligt rundt i de forskellige akvarier og anlæg, der indgår i avlssamarbejdet. På den måde undgår man indavl og forskellige faldgruber. Og nu er tiden kommet til, at to af Den Blå Planets seks krokodiller skal videre til andre zoologiske haver og anlæg.
Se også: Nye krokodiller i Regnskoven
En eksplosiv krokodille
Der er dog et par huskeregler, når man skal flytte en krokodille. Fælles for mange krokodiller er, at de sparer på kræfterne og udløser dem, når de angriber. Og det gør det på én gang:
”Krokodiller er et eksplosionsdyr og har ikke lang udholdenhed. Har man besluttet sig for at tage krokodillen, skal man ikke tvivle. Man skal for alt i verden holde godt fast og ikke giv slip”, fortæller kurator Lars Skou Olesen.
I videoen kan du se krokodillens eksplosive kræfter i aktion, da dyrepasser og crossfit-entusiast Thomas Friis arbejder med dyret. Han er koncentreret og bruger mange kræfter, og alle hans timer med crossfit kommer ham til gode ;)