Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Rekord i hajangreb

Rekord i hajangreb

Skal vi til at frygte hajer mere? Nej!

Lad os få fisken på disken, som man siger. Sidste år var der ifølge The International Shark Attack File, som undersøger og indsamler data om hajangreb, i alt 98 uprovokerede hajangreb i hele verden. Det havde desværre dødelig udgang for seks personer.

Uprovokerede angreb defineres som en hændelse, hvor et menneske angribes af en haj i dens naturlige habitat uden menneskelig provokation.

98 uprovokerede angreb overgår den tidligere rekord i år 2000, hvor 88 blev angrebet. Hvad skyldes denne stigning?

I følge forskere skyldes det en generel voksende befolkning. I Australien hvor man har optegnelser, der går 50 år tilbage kan man se, at der er en sammenhæng mellem antallet af mennesker i en region og haj angreb, men ingen sammenhæng mellem hajbestandsstørrelse og angrebssats. Desværre er der heller ikke kommet flere hajer de seneste årtier, tværtimod går det den helt skæve vej, da cirka 70 millioner hajer hvert år fanges af mennesker.

Her har hajangrebene fundet sted

Antal angreb

USA

59

Australien

18

Sydafrika

8

Resten af verden

13

Faktisk kan man sige, at antallet af hajangreb er faldet, hvis man måler på, hvor lang tid mennesker opholder sig i vandet.

Menneskets bedste ven er farligere end hajer

Når angrebene sammenlignes med andre dyreangreb, så blegner tallene. I følge Center for Disease Control and Prevention blev 4,5 millioner mennesker i USA alene bidt af hunde i 2015, hvilket førte til 35 dødsfald, for ikke at nævne myg, der hvert år overfører malaria til over 200 millioner mennesker, hvilket fører til over en halv million dødsfald.

De fleste angreb er sket på surfere

Sidste år blev surfer Mick Fanning angrebet af en haj på direkte tv i løbet af en konkurrence, der skete dog ikke noget, ud over at han sikkert blev forskrækket.

Hvis man skal udpege en højrisikogruppe, så er det surfere, da de statistisk set har været udsat for flest angreb efterfulgt af svømmere, og derefter snorklere, mens der var nul angreb på dykkere.

Hvad er viden og hvad er myte om hajer

Da florerer utallige saftige historie om hajer, og det kan være vanskeligt at vide, hvad der rigtigt og forkert. Derfor har Skoletjenesten på Den Blå Planet udviklet et undervisningsforløb “De Blå Hajmyter”, som du også kan prøve af derhjemme. Det er en hjemmeside, hvor du bliver stillet til opgave, at gå i dybden med myter om hajer.

Gå til www.hajmyter.dk