For kort tid siden landede en ny spændende beboer i Den Blå Planet, en 8-armet Stillehavsblæksprutte. Det er et større projekt at skaffe sådan en fætter til landet. Først skulle vi lokalisere en blæksprutte, så skulle den godkendes og udstyres med alle tænkelige rejsepapirer og endelig skulle den transporteres trygt og sikkert til Danmark. Men alt gik op i en højere enhed og nu er den her endelig: en ung frisk 8-armet Stillehavsblæksprutte fra Vancouver.
Blæksprutter er bløddyr ligesom snegle og muslinger. Men blæksprutten er dog noget af en supermand i forhold til de andre bløddyr. Den er nemlig hurtig, intelligent og har tilmed et fantastisk syn. Dette gælder også vores nye Stillehavsblæksprutte, der allerede har fundet sig godt til rette i afdeling 1, hvor du også kan se den. Og blæksprutter kan og skal faktisk aktiveres for at have det rigtigt godt. Det er ikke helt det samme for fx fladfisk og rejer.
Så da vi modtog den nye Stillehavsblæksprutte gik aktiveringen straks i gang. Dyrepasserne sørger for at have jævnligt kontakt med den, så blæksprutten forbinder dyrepasserne med noget godt. De laver også forskellige udfordringer for den store sprutte, når de fodrer den. Så de træner dens hjerne. Faktisk er vores Stillehavsblæksprutte så klog og lærenem, og det virker som om den er glad for sine dyrepassere. I hvert fald dukker den typisk op til overfladen, når de kommer forbi og stikker en hånd i overfladen.
Husk du kan finde masser af information om vores dyr og anlæg, hvis du downloader vores App, den hedder Den Blå Planet.
Du kan se vores video om Stillehavsblæksprutten lige her.