Som noget ganske særligt i år har Den Blå Planet fået lov til at udstille mere end 40 gribende værker fra dette års Underwater Photographer of the Year. Dette er den eneste chance for at opleve verdens mest talentfulde undervandsfotografer i Skandinavien.
Udstillingen giver et unikt indblik i en svært tilgængelig verden under havets overflade. De nøje udvalgte billeder viser både skønheden, dramaet og mangfoldigheden i havets dyb. Temaerne spænder fra eksotiske fiskearter til majestætiske havdyr og betagende undervandslandskaber.
“Vi er utroligt glade for at være vært for Underwater Photographer of the Year-udstillingen her på Den Blå Planet. Værkerne tager vores gæster med på en visuel rejse under havets overflade og forbinder os med havets magi på en helt særlig måde,” udtaler Jon Diderichsen, CEO på Den Blå Planet.
Udstillingen løber frem til 30. september 2023. Det er en oplevelse for alle aldre og appellerer både til fotografi-elskere og dem, der ønsker at udforske havets mysterier.
“Vi håber, at Underwater Photographer of the Year-udstillingen vil øge bevidstheden om havets skrøbelighed og betydning. Formålet er både at fascinere og inspirere vores besøgende til at værdsætte og beskytte vores verdenshave,” tilføjer Jon Diderichsen.
Udover UPY-udstillingen byder Den Blå Planet på et sommerprogram fyldt med sjove og lærerige aktiviteter. Gæsterne kan mod merpris nyde fisketure på Øresund med chancen for at fange deres egen fisk og lære om havets økosystemer. Børn og barnlige sjæle kan folde sig ud på Vandlegepladsen og fange haletudser i Det Vilde Vandhul. Fra Flydebroen kan der fiskes mad til hammerhajen, og hver aften quizzes der løs foran Oceantanken. For de nysgerrige tilbydes rundvisninger, hvor man kan komme med “bag facaden” og udforske akvariernes hemmeligheder.
Den Blå Planet holder åbent helt til kl. 21 alle dage frem til 31. august.
Hvis du køber din billet online til timeslot kl. 19.00, så koster den kun 97 kr. Det er halv pris af den almindelige voksenpris. Tilbuddet gælder kun for billetter købt online og prisen på 97 kr. er en enhedspris, der gælder både børn og voksne.
Læs mere om sommerens program her.