Det Vilde Vandhul, vandlegepladsen og flydebroen er åbnet igen
Sjaske, hoppe, fiske, rutsje, plaske. Kom og oplev de børnevenlige udeområder på Den Blå Planet – med Det Vilde Vandhul, flydebroen og ikke mindst vandlegepladsen. Vildt sjovt for landkrabber i alle aldre.
Sommeren er over os, og det betyder, at vores udeområder er åbne igen. Så kom og slip din indre vandhund løs og giv den fuld gas med pumperne og sluserne på vores sjove vandlegeplads. Vi har også en mere traditionel legeplads med klatrestativer, armgang og rutchebane.
Hver weekend har Det Vilde Vandhul åbent fra kl. 11 og 16. En betagende mikro-verden fyldt med bitte-bitte små levende væsner: – som at skue ned i en fremmed verden. Der er ikke meget, der kan måle sig med børn, det udforsker dyrelivet i et vandhul. Her kan du gå på opdagelse med fiskenet og lup. Måske fanger du vandkalvelarven, der på bestialsk vampyrvis suger indmaden ud af sit bytte?
I skolernes sommerferie holder vores flydebro i Øresund åbent. Her kan du fange krabber med fiskestænger. Når der er bid, kan du tage krabben op i et kar og kigge nærmere på den. Et godt trick er at holde fat om den med pege- og tommelfinger. Så er kloen længst væk fra din hånd. Det er ret nemt at se, om du har fat i en dreng eller en pige. Alle krabber har en trekant på maven som faktisk er deres haler. Hvis trekanten er helt spids er det en han, og hvis trekanten har bløde former og mere rund, er det en hun
Der er naturligvis også mulighed for slappe af med en kop kaffe til den fantastiske udsigt over Øresund, mens børnene leger og udforsker.